Danish Crown skal fremtidssikres med ny strategi
Danish Crown skal stå robust til fremtiden, og til det, der er brug for en ny strategi. Men andelshaverne skal stadig afregnes 60 øre over markedsprisen for slagtesvin.
Bæredygtighed og kvalitet var nøgleord, da Danish Crown for nylig afholdt pressemøde i København, hvor direktør Jais Valeur præsenterede den strategiske retning, som slagterigiganten vil arbejde hen imod de kommende fem år.
For det er pinedød vigtigt, at klimaaftrykket på svinekød bliver sænket i fremtiden, men det giver også nogle muligheder for at positionere sig, pointerede direktøren.
- Den enorme fokus på bæredygtighed er Danish Crowns mulighed for at blive mere relevant for kunder og forbrugere end nogensinde før, siger Jais Valeur.
Det er stadig Danish Crowns målsætning, at andelshaverne skal have en afregning, der ligger 60 øre over markedsindekset, men:
- Målet er ikke at producere flere grise, men i stedet at skabe mere værdi ud af de råvarer, som vores ejere leverer, lyder det fra DC-direktøren.
Milliardinvesteringer
Derfor vil Danish Crown investere 4-5 milliarder kroner hos ejerne i teknologi og nye stalde, og samtidig investere 11-12 milliarder kroner i virksomheden, hvoraf cirka halvdelen er reinvestering i produktionsapparatet.
- Måltidsløsninger og plantebaserede produkter fylder mere og mere. Derfor vil vi investere bredt i både innovation og produktion, så vi leverer på vores løfte om at tilbyde bæredygtige fødevarer, siger Jais Valeur og fortsætter:
- Lykkes vi med det, vil vi også kunne betale vores ejere en pris for deres råvarer, som gør det muligt for dem både at fortsætte investeringerne og at nedbringe klimaaftrykket på deres gårde. Kort sagt skal vi skabe en positiv, opadgående spiral, siger han.
Stadig udfordringer
De sidste to år har den opadgående kurve for indtjeningen i Danish Crown været drevet af afrikansk svinepest i Kina.
- Vi er i nogen grad stadig udfordret på konkurrencen, selv om de sidste to år har budt på stor medvind, især i Kina. Lige nu er efterspørgslen svag, men det forventer vi, kommer tilbage igen efter sommerferien, siger han.
Samtidig bliver der lavet konkrete tiltag for at gøre produktionen mere bæredygtig.
. Vi skal kunne lave et regnskab, der er lige så præcist på bæredygtighed, som det har været indtil videre på økonomi. Tre af vores flagskibslokationer, Holsted, Horsens og Haarlem (i Holland, red.) skal være klimaneutrale i løbet af 12 måneder, lyder det fra Jais Valeur, der fortsætter:
- Vi har lagt volumen-ambiitonen i skuffen. Men for at holde styr på økonomien, skal vi hive en milliard ud af de nuværende omkostninger, siger Danish Crown-direktøren, der tilføjer, at det ikke skal ske ved at fyre medarbejdere på blandt andet slagterier.
Den nye startegi hedder Feeding the future, og løber frem til 2026.