Protein-power:: Øger bundlinje fra 4 til 7,5 millioner kroner

European Protein kommer styrket ud af 2020 med vækst på både top- og bundlinje. Resultatet udløser en ekstra månedsløn til medarbejderne.

Det går forrygende hos den danske proteinvirksomhed European Protein med adresse i sydjyske Bække.

Virksomhedens driftsresultat før goodwill og afskrivninger, også kaldet EBITDA, er øget fra 4 millioner kroner i 2019 til 7,5 millioner kroner i 2020 i den danske del af forretningen.

Det er ifølge virksomheden en kombination af højere priser på soja og et intensiveret fokus fra svineproducenterne på sundhed for søer og smågrise, som har øget efterspørgslen på virksomhedens alternative, funktionelle proteiner.

- Vi har oplevet en markant stigende interesse for vores foderkoncept, hvor henholdsvis raps- og tang anvendes i smågrisefoder og sofoder, fortæller direktør Jens Legarth.

Ifølge direktøren stiger interessen, fordi flere europæiske svineproducenter leder efter alternativer til medicinsk zink (ZnO) og soja samt efter proteiner, der er økonomisk attraktive og bæredygtige i forhold til at kunne fremme grisenes naturlige sundhed.

Samarbejder med KU

En anden årsag til fremgangen hos European Protein er ifølge virksomheden, at man samarbejder med Københavns Universitet om en vidensdatabase, der indsamler DNA- og blodprøver fra sohold. Formålet er at sammenligne udviklingen i sundhed, før grisene fodres med de funktionelle proteiner, og efter.

- Vi kan dokumentere de sundhedsforbedringer, proteinerne skaber for soholdene – helt ned på besætningsniveau. Den tilgang har bestemt givet os medvind, fordi vi som den første proteinproducent kan dokumentere en reel sundhedsfremgang i stalden.

- Men der er meget, vi skal blive klogere på endnu, og derfor fortsætter arbejdet med at udbygge databasen, understreger direktøren, der har planer om at afholde et seminar om resultaterne fra databasen i slutningen af året.

En ekstra løn

Det flotte resultat kommer også medarbejderne i virksomheden til gode. For når de har tjekket lønkontoen her i juni, er der gået en ekstra månedsløn ind.

- Vi har haft utrolig travlt på trods af corona, og medarbejderne har løbet ekstra stærkt for at efterkomme en stigende efterspørgslen på sundhedsfremmende proteiner. Hos European Protein ved vi, at gode resultater skyldes den samlede holdindsats, og derfor deler vi ud af overskuddet til medarbejderne, fortæller direktør Jens Legarth.

- Vi er en meget flad organisation, og vi er afhængige af få, kompetente medarbejdere. Det er vigtigt for os, at de er dedikerede, og at de til gengæld føler, at arbejdsindsatsen bliver værdsat af ledelsen, understreger direktøren.

Læs også

LDM: Arla-retssag bliver trukket unødigt i langdrag
Danish Agro bejler for de unge med positive resultater
Insektfabrik øjner international ekspansion
Rykker ud i marken, når høsten er klaret
Aller Aqua fisker efter lokale bæredygtige råvarer
Nyt mål: Luk virksomheden