En række firmanavne fortæller med al tydelighed, at der er tale om et familieforetagende, og sådan er det også med Brdr. Madsen & Søn I/S ved Haslev. Det blev etableret af to brødre i midten af 1970’erne, og for godt fem år siden blev der så tilføjet »& Søn« i navnet.

Niels-Holger Karlshøj Madsen stiftede firmaet med sin lillebror, Henrik Karlshøj Madsen, der i dag deler ejerskabet med sin søn, Thomas Karlshøj Madsen.

- Min farbror gik på pension i 2012, og i 2016 gennemførte vi så et generationsskifte, hvor jeg kom med i firmaet. Min far og jeg ejer hver 50 procent, fortæller Thomas Karlshøj Madsen, der til marts fylder 39 år. Hans far er 65 år.

- Min farbror gik på pension i 2012, og i 2016 gennemførte vi så et generationsskifte, hvor jeg kom med i firmaet.

Thomas Karlshøj Madsen

Sammenlagt 1.000 hektar

De driver både en maskinstation og landbrug, så der er konstant noget at se for de to indehavere i Brdr. Madsen & Søn, hvor tre andre medarbejdere plus en elev er med til at klare alle opgaverne.

- Vi har selv planteavl på 580 hektar, og derudover har vi pasningsaftale for andre på i alt 420 hektar her til høst 2022. Nogle af vores kunder laver selv enkelte opgaver, så klarer vi resten, mens vi for andre kunder løser alle opgaver, siger Thomas Karlshøj Madsen.

- Dertil driver vi vores maskinstation, og det er primært med det grej, vi har i forvejen, så vi udnytter vores maskiner bedst muligt, forklarer han og oplyser en del af de opgaver, firmaet tilbyder.

Brdr. Madsen & Søn klarer blandt andet såning, og det er med en 6 meter Horsch Pronto eller 4 meter Amazone rotorharve, og sprøjtning med Horsch Leeb 24/36 meter. Kørsel af gødning, spuling og reparation af dræn samt etablering af minivådområder hører også til arbejdsopgaverne.

Graduering af gødning

- I vores eget planteavl vægter vi frøet højt og forsøger at ligge på omkring 25 procent med frøgræs og cirka 20 procent med raps. Som noget nyt til høst 2022 skal vi have ærter med i markplanen, der udelukkende skal bruges til udlæg af engrapgræs.

- Vi arbejder en del med præcisionslandbrug og forsøger løbende at blive bedre til det. Vi begyndte sidste år, hvor vi forsøgte at graduere gødning og planteværnsmidler, fortæller Thomas Karlshøj Madsen og fortsætter:

- Graduering af gødningen er typisk en omfordeling på markniveau efter Robin Hood-metoden, hvor vi efter satellitkort kan se de områder, der har større behov end andre, for så at forsøge at optimere udbyttet på den enkelte mark.

Thomas Karlshøj Madsen oplyser i den sammenhæng, at de i 2022 har et mål om at spare cirka 10 procent på svampemidler ved at graduere efter satellitkort.

Bevidst Facebook-strategi

Aktivitetsniveauet hos Brdr. Madsen & Søn er generelt højt. Også på Facebook, og det er en bevidst strategi.

- Vi har en stor berøringsflade i lokalområdet, både på landet, men også i byen, hvor vi har vores vinterserviceapparat, som kører på rigtig mange veje og fortove i Faxe Kommune.

- Vores vinterberedskab består af fem enheder plus en underentreprenør, når vi kører og salter. Vi har så yderligere tre traktorer mere i gang, når vi rydder sne, slutter Thomas Karlshøj Madsen.

Business