LandboSyd vil koordinere Ukraine-hjælp

Alt-HR under LandboSyd har nu oprettet en formidling af hjælp til ukrainske flygtninge, som kommer her til landet.

Direktør Dennis Calender og medarbejderne i rådgivningen vil gøre en indsats for flygtningene som en tak fra dansk landbrug til Ukraine og de mange ukrainere, som gennem årene har arbejdet for landbruget.

- Nu er det tiden, hvor landmændene kan give lidt tilbage i en meget alvorlig stund, og jeg håber, at mange landmænd vil bidrage med hjælp, siger Dennis Calender.

Alt-HR har to ukrainske medarbejdere på kontoret hos rådgivningsvirksomheden i Aabenraa og dermed en tæt kontakt til de mange ukrainere, som bor her i landet. 

Mange af flygtningene kommer kun med ejendele i en enkelt kuffert, og det er i den situation, at landmænd ifølge Dennis Calender kan bidrage med alt lige fra midlertidig eller permanent bolig, fødevarer og andre praktiske fornødenheder.

Man kan skrive til ukrainehjaelp@althr.dk med, hvad man kan tilbyde eller sende penge på mobilepaynummer 59 0078.

Læs også