PN Maskiner’s historie rækker tilbage til 1934, hvor Hans Petersen købte landsbysmedjen i Troldkær.
Hans Petersen måtte hejse det danske flag, efter der i den første uge efter overdragelsen i 1934 af landsbysmedjen i Troldkær ikke havde vist sig en eneste interesseret lokal, sønderjysk landmand.
- De troede, min farfar var tysker, fordi han kom fra Tinglev, lyder historierne herude. Siden kom der hurtig gang i smedearbejdet, og han måtte sin stald til brug for de heste, han fik i bytte for de første traktorer, som han solgte, fortæller John Petersen, der siden 2002 har ejet den nuværende virksomhed sammen med sin fætter Torben Petersen.
Sidst i 1950’erne kom deres fædre, henholdsvis Sigurd og Erik Petersen med i smedjen, og i 1963 skete den første store udvidelse, da den første af de nuværende bygninger på modsat side af vejen gennem Troldkær blev opført.
Her var det Fiat traktorer og Dronningborg mejetærskere, som blev forhandlet, og et nyt stort værksted kom til i 1973. Siden blev det i 1993 med fusionen af Ford og Fiat til full-line forhandlingen af New Holland-programmet.
I dag er landbruget og de store bedrifter i hele området indenfor både kvæg- og svineproduktion fortsat et af de nu tre store kundesegmenter hos PN Maskiner. De øvrige er entreprenørmaskiner og have-/parkafdelingen.
PN Maskiner A/S
● Grundlagt I 1934 af Hans Petersen i landsbysmedjen i Troldkær
● I 1963 blev den første af de nuværende bygninger på modsat side af vejen opført, og sønnerne Sigurd og Erik Petersen tog over. Første forhandlinger var Fiat og Dronningborg
● I 1995 bliver H. Petersen & Sønner Maskinforretning A/S fulline-forhandler af New Holland
● 2002 fusioneres med Johs. Bordoff/ P.C. Nissen A/S i Haderslev til PN Maskiner A/S. Efter et fem års glidende generationsskifte er fætrene Torben og John Petersen eneejere
● Afdeling i Skodborg nedlægges i 2002, og i 2014 samles alle aktiviteterne i Troldkær
● 4.800 kvadratmeter bygningsareal i Troldkær og 1.600 kvadratmeter lejet udstillingshal i Jels
● 40 ansatte
Brugte traktorer
tilbage til England
Gennem mange år blev der hentet mange nye eller næsten nye »pirattraktorer« fra England. Den trafik er nu i modsatgående retning, hvad angår brugte traktorer, oplever salgskonsulent og indehaver John Petersen, PN Maskiner.
- Det er et resultat af udmeldingen af EU. Men i det hele taget kan brugte traktorer, mejetærskere og redskaber sagtens afsættes nu, både herhjemme og for de ældre maskiners vedkommende i Østeuropa. Årsagen er, at der kigges mere efter brugt, her hvor priserne på de nye maskiner er steget efter coronaen og på grund af Ukraine-krigen.
- Derved er prisen på brugte traktorer og maskiner også hævet lidt, og vi mærker, at grejet nu får lov at køre lidt længere, lyder den sønderjyske maskinhandlers vurdering.