Arla har onsdag præsenteret sit årsregnskab for 2017. Et år der har budt på en stigende omsætning i selskabet. Omsætningen er steget 8,1 procent og endte på 10,3 milliarder euro sammenlignet med 9,6 milliarder euro i 2016.

Resultatet efter skat lyder på 299 millioner euro, hvilket er 2,8 procent af omsætningen og dermed inden for Arlas målsætning.

- I 2017 leverede vi et solidt resultat takket være en god balance mellem brands, kategorier og markeder, som øger væksten i vores virksomhed. Men vigtigst af alt gav det os mulighed for at udbetale en betydeligt højere mælkepris til vores andelshavere og styrke vores balance, så vi kan foretage væsentlige investeringer i 2018, siger Arla Foods’ adm. direktør Peder Tuborgh.

I forbindelse med efterbetaling foreslår Arlas bestyrelse, at der udbetales en eurocent pr. kilo mælk. Det er på niveau med de seneste tre år. Dermed bliver der i alt sendt 165 millioner euro, lidt over 1,2 milliarder kroner, tilbage til ejerne i blandt andet Danmark, Sverige, Tyskland og Storbritannien.

- Vi har haft et godt år, og det giver os mulighed for at udbetale en fornuftig efterbetaling. Det er der brug for på gårdene, både i forhold til at komme sig oven på de hårde tider, og fordi vi går lidt hårdere tider i møde, siger bestyrelsesformand i Arla Åke Hantoft.

Det er repræsentantskabet, der træffer den endelige beslutning om overskudsdeling på sit møde 28. februar til 1. marts i Halmstad i Sverige.

Arlas årsregnskab bliver præsenteret onsdag formiddag på et pressemøde i København.

Læs Arlas egen pressemeddelelse i forbindelse med årsregnskabet for 2017 her.

Business