Der er et kæmpe potentiale for en øget økologisk eksport, når ti danske virksomheder den 21. og 22. maj står klar til at promovere deres økologiske fødevarer over for indkøbere og internationale beslutningstagere i detailhandlen på private label-messen, PLMA, i Amsterdam. 
                                              
Økologisk Landsforenings eksportteam Organic Denmark arrangerer en økologisk fællesstand for danske virksomheder, der alle ønsker at styrke deres eksport, blandt andet via private label. Som et led i forberedelsen til messen har Organic Denmark fået udarbejdet en rapport om det økologiske private label-marked i Europa, som giver udstillerne et godt indblik i det store forretningspotentiale på området.

Rapporten fra analysebureauet Ecovia Intelligence fastslår, at det økologiske private label-marked er vokset i samme, markante takt som den samlede økologiske omsætning i Europa. Private label-markedet trækkes især af lande som Tyskland, Frankrig og Schweiz, og i 2018 nåede private label-omsætningen i Europa op over 10 milliarder euro – mere end en fordobling på et årti. Private label-salget udgør cirka 27 procent af det samlede salg af økologiske varer i Europas detailhandel, fremgår det af rapporten.

- Der har været en tendens til at tænke discount i relation til private labels. Men den tendens er ved at vende. Flere af de store private labels, som for eksempel det tyske Alnatura, fylder rigtig mange værdier ind i deres private label-serie – hele vejen fra deres emballagedesign til de producenter, de udvælger. Det kender vi også fra Änglamark, hvor man kan se, at Coop tilføjer en merværdi til private label-brandet, siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Organic Denmark.

Hun understreger også, at adgangen til private label-markedet uden for Danmark kan give virksomhederne et ekstra forretningsben at stå på – og dermed være et supplement til forretningen. Det fremgår således også af rapporten, at detailhandlen gør mere for at markedsføre privat label-produkter, ligesom de lidt lavere priser på private label-varer appellerer til en større gruppe forbrugere end ved brands. 

Friland får debut på PLMA
På PLMA vil de mange udenlandske indkøbere blandt andet kunne opleve økologiske mejeriprodukter, læskedrikke, chokolade, kaffe og snackbarer. Økologiske kødprodukter som flæskestege og mørbrader fra Friland vil også være blandt fødevarerne på den danske, økologiske fællesstand. 

Friland sælger økologisk grise- og oksekød i Danmark i stor stil. Virksomheden eksporterer allerede skinker, bove, nakker og kamme til Frankrig, Holland og Tyskland, hvor de bliver forarbejdet til bl.a. bacon og pølser. Hvad angår grisekød er Frilands eksportandel 65-70 procent, mens den for oksekød er ca. 15 procent. De er med på PMLA for første gang og er repræsenteret ved Kim Glintborg, der er sælger for Friland i Tyskland. 

- Det er helt nyt for os, at vi vil sælge varer ind til detailpakket kød under private label i udlandet. Når vi for første gang er med på PLMA, er det for at få indkøbernes vurdering af, hvad der skal til for at levere ind i private label-markedet, siger Kim Glintborg og forklarer, at der er mange krav til fersk kød blandt de udenlandske detailkæder, og at efterspørgslen efter bestemte udskæringer er forskellig fra land til land.

Nye eksportkontakter er afgørende 
Blandt de danske udstillere er også Flemming Clausen fra Original Chia. Han sælger økologiske chiafrø, snackbarer mv. og er blandt de store spillere på chia-markedet i Europa. For ham er det vigtigt at være med på PLMA, da hans virksomhed er afhængig af det netværksarbejde, der finder sted på messen.

- På et tidspunkt var der en kæmpe hype omkring chia-produkter, og vi kunne sælge 6000 dåser chiafrø i Salling på en måned. Siden er der kommet mange andre spillere til på markedet. Derfor skal jeg nu have mange flere kunder, være i flere lande og hele tiden prøve at udvide produktionen, siger Flemming Clausen.

Eksportchef Pernille Bundgård ser netop PLMA som en meget vigtig messe for at få skabt dialog med spillerne i private label-markedet.

- Her får de danske virksomheder jord under neglene. Det er en meget seriøs messe med mange indkøbere, som virksomhederne kan gå i dialog med – og på den måde får de en fod ind i denne gren af eksportmarkedet, siger Pernille Bundgård.
 

Business