Marken, verdensmarkedet og finansiering. Vigtige, landbrugsfaglige emner er på dagsordenen, og hvem vil ikke gerne vide lidt om, hvordan fremtiden ser ud?

- Ikke mindst som ejer af en virksomhed er det vigtigt at vide lidt om, hvad der kan påvirke virksomheden både på den korte og den lange bane. Derfor kigger VKST ind i fremtiden og præsenterer på fem vinterfaglige møder spændende oplæg med et højt fagligt niveau, lyder det fra rådgivningsvirksomheden.

Arrangørerne lover et indblik i verdensmarkedet med Brexit og Trump som de helt store ubekendte faktorer for udviklingen i 2019. Men også et bud på, hvordan økonomien på verdensmarkedet påvirker din egen økonomi – og hvordan du kan sikre dig i en usikker verden.

- Vi ser ind i en digital fremtid både ved skrivebordet, hvor regnskaber og kontering digitaliseres og giver dig helt nye muligheder for at styre din økonomi, hedder det i præsentationen.

- Men fremtiden er også rykket ud i marken, hvor kombinationen af ny teknologi og håndværk tegner fremtidens planteavl. Men spørgsmålet er, om teknologien helt tager over? 

 

Tip om udvikling

Man kan møde virksomhedsejeren, rådgiveren og den finansielle ekspert. Der vil på hvert af de fem møder være en lokal ejer, direktør eller kommende ejer af en landbrugsvirksomhed, der fortæller om sin virksomhed og sine overvejelser om fremtiden. For hvordan udvikler den enkelte virksomhed sig, når der samtidig skal tages hensyn til fremtidens forbrugertendenser, digitalisering, verdensmarkedet, storpolitik, finansieringsmuligheder, EU-lovgivning, arbejdskraft? 

- Desuden kan VKST og foreningerne bag præsentere et oplæg fra Landbrug & Fødevarer, der vil give et unik indblik i, hvordan imagekampagner kan omsættes til goodwill hos befolkning og politikere til gavn for hele erhvervet. Der er med andre ord et spændende og varieret program i vente fra det første møde den 21. januar til det sidste den 30. januar, lover arrangørerne.

Møderne holdes i Bangs Have i Maribo, på Sukkerfabrikken i Stege, Næstved Arena, Roskilde Landbrugsskole og i Gørlevhallen på Vestsjælland, alle steder klokken 17-21.30. På møderne er Formuepleje værter ved en middag med øl, vand samt kaffe og kage. Man kan se mere på vkst.dk, også om tilmelding.

 

Business