Foderstof hjælper konkursbo
Hornsyld Købmandsgaard gennemfører nu på vegne af konkursboet efter foderstofvirksomheden BMG A/S mange af de kornkøbskontrakter, som Randers-virksomheden havde indgået.

- Konkursen vil beklageligvis medføre tab hos mange landmænd, og ved hurtigt at tilbyde vores hjælp til konkursboet kan vi medvirke til at sikre flest mulige penge til konkursboet. Dette, håber vi, kommer kreditorerne til gode, siger Christian Christensen, der er administrerende direktør i Hornsyld Købmandsgaard.
BMG A/S’ konkurs i januar måned har nu fået Hornsyld Købmandsgaard til at træde til med hjælp til konkursboet. Det sker konkret ved, at foderstofvirksomheden nu på vegne af konkursboet gennemfører mange af de kornkøbskontrakter, som Randers-virksomheden havde indgået.
Det drejer sig blandt andet om købskontrakter på byg, som ligger i landbruget og skal aftages de kommende måneder. De kommende uger vil de berørte kunder blive kontaktet, og der vil blive lavet aftaler om afhentning, oplyser Hornsyld Købmandsgaard.
- Vi sætter stor ære i at efterleve alle vores aftaler og at have nære relationer til vores kunder og samarbejdspartnere. De skal altid være trygge ved at handle og samarbejde med os. Det betyder også, at de kunder, som nu skal levere korn til os for første gang, vil vi betale straks efter afhentning – uanset hvad der stod i den kontrakt, de havde med BMG A/S, udtaler adm. direktør Christian Christensen.
- Konkursen vil beklageligvis medføre tab hos mange landmænd, og ved hurtigt at tilbyde vores hjælp til konkursboet kan vi medvirke til at sikre flest mulige penge til konkursboet. Dette, håber vi, kommer kreditorerne til gode, tilføjer Christian Christensen.
Hornsyld Købmandsgaard, der er familieejet, har handlet med landbruget i hele Danmark igennem 86 år. Det er sket gennem driftsselskaberne Hornsyld Købmandsgaard A/S, Nielsen & Smith samt HK Olie.
Den private danske grovvareforretning, der betegner sig selv som velkonsolideret og med en stabil vækst gennem mange år, opkøber blandt andet store mængder korn til videresalg samt til produktionen på koncernens foder- og såsædsfabrikker i Jylland og på Sjælland.