Handelsfirmaet BMG A/S’ svindel- og konkurssag trækker dybere og dybere spor i landbrugskredse. Den bortviste tidligere medejer og daglige direktør i kornfirmaet, Jens Møller, har ifølge kurator BechBruun svindlet for et beløbe på op imod 70 millioner kroner over flere år.

Samtidig kan Agri Nord nu fortælle, at de har åbnet en nødtelefon til de mere end 50 medlemmer af rådgivningsselskabet, som er direkte ramt af svindelsagen hos BMG med hovedsæde i Randers.

- Dette tal kan dog desværre sagtens blive større, vurderer Kim Koch, direktør i Agri Nord, der har hovedkontor i Aalborg.

- Det er afgørende, at man hurtigt får meldt ud i hvilket omfang, man er ramt. Proaktiv information til banken er vigtig

Kim Koch, direktør i Agri Nord

Blandt de kunder, Agri Nord har hørt fra indtil nu, har flere endog meget store beløb i klemme. Der er dog, indtil videre, ingen af landmændene, der er gået konkurs på grund som følge af BMG’s konkurs.

- Men det er desværre ikke utænkeligt, at der kan ske, siger Kim Koch.

Arbejder på at skabe juridisk overblik  

Lige nu arbejder AN Advokater ApS, der er Agri Nords tætte juridiske samarbejdspartner, på højtryk for at få et overblik over hvilke former for aftaler de berørte landmænd har.

Det drejer sig både om løbende aftaler, bytteaftaler, købsaftaler og salgsaftaler med mere.

- Vi vil ud fra dette overblik rådgive hver enkelt om deres muligheder, og hvordan deres situation ser ud, siger Agri Nord-direktør Kim Koch.

Han råder de landmænd, der er omfattet, til hurtigst muligt at give pengeinstituttet besked.

- Det er afgørende, at man hurtigt får meldt ud i hvilket omfang, man er ramt. Proaktiv information til banken er vigtig, siger Kim Koch.

Katastrofal situation

Formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, kalder situationen katastrofal og ser krisehjælpen som en naturlig opgave for foreningen.

- Det er en katastrofal situation for de landmænd, der har haft tillid til BMG og har handlet med dem. Det er netop i en ekstraordinær situation som denne, at landmændenes egen forening skal på banen. Så selvfølgelig støtter vi op med krisehjælp til de af vores medlemmer og kunder, der er ramt, siger Carl Christian Pedersen.