Firmaet har gennem de sidste 70 år udviklet sig kraftigt indenfor udvikling og produktion af redskaber til jordbearbejdning, og er i dag en af verdens førende producenter af tromler. Produkternesælges i cirka 40 lande verden over.

Nu påbegyndes rejsen mod implementeringen af en ny ambitiøs strategi under ledelse af bestyrelsesformand Anja Plougmann. Det sker med afsæt i den nuværende platform, der står på et solidt fundament af 70 års erfaring med udvikling, produktion og salg af redskaber til jordbearbejdning.

En del af rejsen indebærer et generationsskifte, hvorfor den hidtidige direktion træder tilbage og giver plads til et nyt ledelsesteam med Carsten Abel som administrerende direktør. Teamet består foruden ham selv af salgschef Torben Norlyk Pedersen, der tiltræder pr. 1.oktober 2018, og produktionschef Bo Toft Hansen.

Erfaren virksomhedsleder med en stor værktøjskasse
Carsten Abel er 51 år, og er uddannet produktionsingeniør. Han kommer til Dal-Bo med en stor og velassorteret værktøjskasse indenfor organisationsudvikling og ledelse.

Foruden uddannelsen som produktionsingeniør, har han erfaring fra både produktion og salg af kvalitetsprodukter til krævende, professionelle kunder. Senest var han administrerende direktør for Mercedes-Benz København.

Carsten Abel har tidligere været ansvarlig for Volvo Truck Center Danmark og for Notox, som udvikler Diesel Partikel Filtre til motorer. Bestyrelsesformand Anja Plougmann er glad for at kunne sætte en stærk leder i spidsen for Dal-Bo. 

- Carsten kommer med indsigt i både produktion og salg og måske mindst lige så vigtigt friske øjne fra den kommercielle del af lastvognsbranchen, som de seneste årtier hargennemgået en udvikling, der på mange måder ligner det, vi ser indenfor landbrugsmaskiner i øjeblikket, siger bestyrelsesformanden om sin nye virksomhedsleder.

39-årige Torben Norlyk Pedersen kommer fra en stilling hos Agrometer, hvor han siden 2012 har været eksportchef med ansvar for at opbygge en forhandlerstruktur rundt om i verden. Før det har han blandt andet arbejdet for AGCO Corporation med udvikling af distribution af Fendt og Massey Ferguson i dele af Østeuropa og Kina. Hos Dal-Bo får han titlen salgschef med reference til Carsten Abel.

Kaj Pedersen bidrager aktivt i generationsskiftet
Dal-Bo’s ikoniske leder gennem mange år sørger for, at den nye ledelse får de bedst mulige forudsætninger. Selv om Kaj Pedersen efter 50 års dedikeret arbejde for og udvikling af Dal-Bo går på pension, deltager han således aktivt i at sikre, at alle kunder bliver godt overleveret, og han vil fortsat være synlig i en overgangsperiode.
 

Business