Husk vintereftersynet før den nye sæson
Selvom sommeren var tør, er det stadig en god idé at få tjekket høstmaskinerne til en ny sæson. De danske sommermarker kræver nemlig, at dit grej er tiptop, påpeger servicespecialist hos Agco.
Hvis du ikke fik gennemgået dine høstmaskiner før vinter, er det nu ved at være sidste chance, hvis du vil være sikker på en gnidningsfri sæson. Og hvis du heller ikke fik rengjort tærskeren ordentligt for strå og andet skidt, er det en ekstra god idé at få tjekket efter, om skadedyr har holdt vintergilde i det udstyr, som skal hive pengene hjem til sommer.
- Vintereftersyn er til for at opdage den naturlige slitage og modvirke driftsstop i marken, når sæsonen er i gang. Så kort sagt, skal man finde fejlene i tide og modvirke dyre overraskelser ligegyldigt hvilket mærke, du har investeret i, forklarer Anders Jensen, der er teknisk servicespecialist i høstmaskiner hos Agco Danmark.
Hårde danske vilkår
Servicespecialisten forklarer, at seneste sæsons tørke var mere skånsom for høstmaskinerne end det gængse danske sommervejr. Men det skal man ikke lade sig snyde af.
- Vi havde en sæson, hvor maskinerne stort set intet fejlede, hvorimod et vådt år som 2017 med vådt korn og halm belaster maskinerne langt mere, da det er tungere at trække igennem. Og når vi altså ikke lige rammer den tørreste sommer i mands minde, så er høsten i
Danmark generelt noget, der kræver velkørende maskiner.
- Modsat resten af Europa har vi ganske få gode høstdage, som ikke må spildes, når de først er der. Derfor skal maskinerne bare køre, for hvis du bare mister én eller to høstdage, kan det blive frygteligt dyrt for den enkelte landmand, og er det så op til en regnvejrsperiode kan du risikere at skulle tørre korn og få en ekstra udgift der, siger Anders Jensen og tilføjer:
- De danske marker byder også bare på mere strå, som belaster maskinerne mere. Det er også derfor, at mange lande vælger at lave deres testkørsler her og i Sverige.
Samme eftersyn
Den typiske slitage er på alt det, der kører rundt, det vil sige kæder, lejer, tandhjul og forskellige følere, der kører mod jorden. Det kan også være meder, der er bøjet, så skærebordet ikke kører rigtigt. Rutinen vil være den samme.
- Det er de samme eftersyn, vi laver før og efter sæsonen, men nogle kunder er gode til at få meldt ind, når høsten er slut, hvor de kan huske de småting, der har været. Andre stiller den ind over vinteren og kommer i tanke om det her efter nytår, siger Anders Jensen.
Han påpeger, at det dog altid er bedst at få foretaget tjekket hos sin autoriserede forhandlers montør.
- De spotter lynhurtigt en defekt, før det når at ødelægger andre ting, for de kender de specifikke punkter og lyde ved de forskellige modeller. En anden ting er, at når forhandlerne er på kursus, uanset om det er vores eller andre, så er en stor del af det, at de snakker sammen på tværs af landet og deler erfaringer med de forskellige fejl og løsninger på maskinerne, lyder det fra Anders Jensen.
Få det gjort
- Det er også bare en god tid lige nu at få lavet eftersynet, mens der er stille og værkstederne også har tid. Vi vil kunderne det bedste, og der kan jeg kun sige, hvis de får lavet deres eftersyn, så minimerer de driftstop kraftigt.
Et eftersyn på høstmaskiner drejer sig først og fremmest om mejetærskeren, hvor skærebordets knivblad skal være skarpt og knivgangen ikke må være skæv. Men det er også vigtigt, at bremser og lygter på skærebordsvognen er clearet. Ligesom det kan været godt givet ud at få kigget på sin presser.
- Ved presseren kigger man på, om binderen er justeret rigtigt, om pickuppen fungerer optimalt og som ved andre maskiner, om der har været nogle sten i den, som har lavet skader på andre dele. Hvis man gennemgår den årligt med et eftersyn, så kan en presser lige såvel som andre maskiner holde mange år, slutter Anders Jensen.




































