ETR Service i Ringe har i den store butik et væld og maskiner og udstyr til både professionelle og private kunder. Og i værkstedet nedenunder er der travlhed med klargøring af kundemaskiner og opsætning af et stort antal robotplæneklippere. (NB: Temadagen, som omtales i artiklen er AFLYST pga. corona-situationen).
Kalenderen viser sidst i marts. De fleste husker, at der på dette tidspunkt både har kunnet ligge sne eller været udbredt nattefrost. Klimaforandringer eller ej - påskelinjerne er imidlertid for længst sprunget ud, og mange græsplæner er allerede blevet slået.
Foråret er over os, tidligere end det »plejer«, omend der sagtens kan blive både snevejr eller frostgrader. Hvem husker ikke sidste års nattefrost helt ind i maj måned. Det gør i hvert fald frugtavlerne.
Hos de mange forretninger, som tilbyder sig med maskiner og udstyr til den grønne sektor og til private haveejere, mærker man med al tydelighed denne fremrykning af forårssæsonen.
Forårsklare i Ringe
Sneslyngerne står urørte, men ellers er den store butik hos ETR Service spækket med maskiner og udstyr til både anlægsgartnere, boligforeninger, have- og skovejere.
- Vi er klar til foråret, forsikrer indehaver Lars Fram, som overtog specialforretningen i Ringe for et år siden efter Erik T. Rasmussen, der grundlagde virksomheden for omkring 30 år siden.
Den fremskyndede sæson mærker de syv ansatte både i butikken, på værkstedet og ikke mindst med tilbudsgivning og igangsættelse af robotplæneklippere.
Eksploderet marked
- Markedet er nærmest eksploderet. Vi er rundt på hele Fyn for at måle op og giver gratis og uforpligtende tilbud på robotklippere hver eneste dag i denne tid. Sidste år solgte vi 125, og i år når vi over 200 robotter, forventer Lars Fram, og viser det store udvalg i Husqvarna-programmet - lige fra de mindste, hvor han har solgt til private haver ned til 40 kvadratmeter, til de store modeller, som kan klare flere tusinde kvadratmeter græsarealer.
Blandt andet har han leveret tre maskiner til en stor ejendom, som tilsammen skal pleje 12.500 kvadratmeter. Men også fodboldbaner og virksomhedsarealer slås af de effektive robotter, som ufortrødent passer deres arbejde døgnet rundt.
Mos og muldvarpe
I butikslokalet står også en særlig jubilæumsmaskine, som markerer, at det i år er 25 år siden, at Husqvarna introducerede den første robotplæneklipper. Den har blandt andet en smart, stemmestyret skærm med indbygget Google Assistent, så man kan tale til maskinen, og bede den om at slå græs eller måske øge klippehøjden.
Men også en firhjulstrukket udgave, der kan køre på op til 70 graders skråninger, indikerer, at mulighederne for pleje af udenomsarealer med hjælp af robotteknologien er uanede.
- Og i tilgift har man altid en flot græsplæne, uden mos eller muldvarpeskud. Hverken mosset eller muldvarpene kan lide de mange robotoverkørsler, pointerer Lars Fram.
Robothotel
I kælderen står der både mange kasser med nye Husqvarna-robotter, som er på vej ud til kunder, og eftersete og klargjorte kundemaskiner på robot-hotellets hylder, som også skal ud i det tidlige forår.
ETR Services indehaver nævner, at der flere muligheder for vintereftersyn og opbevaring af robotplæneklippere.
Vent længst muligt med græsplænen
Lars Fram fra ETR Service giver nogle gode råd til havefolket.
Selvom græsset allerede er godt i gang med at gro, så vent så længe som muligt at køre ud med plæneklipperen.
- Det er så fugtigt derude efter vinterens store nedbørsmængder, så vent til hjulsporene ikke skader plænen. Og klip med en almindelig plæneklipper i øverste trin og med opsamler den første gang, så græsset kun klippes ned til 8-10 centimeters højde. Først senere klippes ned til de omkring 6 centimeter, som er optimalt for en græsplæne.
Sådan lyder rådet fra Lars Fram, indehaver af ETR Service i Ringe, efter den usædvanlige milde vinter.
- Tilmed har mange plæner – og fliser - ekstraordinært meget mos i år, efter først den tørre sommer i 2018 og siden de betydelige regnmængder. Det har givet optimale betingelser for mosset, som har kunnet udvikle sig hele vinteren.
- Har man en robotklipper, vil den med sæsonens mange overkørsler knuse mosset. Ellers tilbyder vi udlejning af en mosrider, plænelufter og mosopsamler, som er perfekt til at fjerne mosset i plænen.
Om gødskning af græsarealerne råder Lars Fram også til tålmodighed.
- Vent til midten af april, hvor temperaturen er 12-15 grader.
eh
- Vi har tre forskellige abonnementer, alt efter hvad man ønsker, forklarer han og nævner, at to ansatte nærmest udelukkende er beskæftiget med opsætning og service på dette hastigt voksende robotmarked.
Temadag (er aflyst efter avisens trykning)
På torsdag den 26. marts afvikler ETR Service en særlig temadag (AFLYST pga. corona-situationen), hvor hele virksomhedens program præsenteres, og hvor repræsentanter fra flere af leverandørfirmaerne vil være til stede.
- Der bliver mulighed både at spare og sparre. Altså vil der være gode tilbud på varerne, ligesom vi håber, at kunderne vil benytte lejligheden til at få sat fokus på de maskiner, som bruges i dagligdagen, siger Lars Fram og oplyser, at man af hensyn til forplejningen gerne tilmelder sig forud for arrangementet, der af hensyn til corona-foranstaltningerne primært foregår udendørs.
Foruden plæneklippere, både robotterne og de traditionelle græsmaskiner og plænetraktorerne fra Husqvarna, bliver der også fokus på de øvrige produkter, hvor der i stigende grad er mulighed for batteridrift. Det gælder nu også hækkesakse eller save, hvor der er lanceret en sav, som svarer til en 40 kubik motorsav.
UTV’er
Som noget nyt har ETR Service også fået forhandlingen af Husqvarna Construction maskiner til entreprenørbrug. Det gælder blandt andet stampere og kapsave.
Af andre forhandlinger har Ringe-virksomheden Makita, Echo og Honda. For sidstnævnte er forretningen Fyns ældste forhandler.
Ud over Honda forhandles også SMC ATV’ere, og af mindre læssemaskiner til blandt andet kirkegårde forhandles Crone læssere. Til dette kundeområde, hvor der kræves el-maskinkraft tilbydes Nicrodans elektriske ladvogne.
På temadagen (AFLYST) præsenteres en helt ny forhandling. Det drejer som en såkaldt UTV’ere, altså et universelt køretøj til stort set alle opgaver - Corvus TerrainDX4. Denne firhjulstrukne UTV har en 3-cylindret Yanmar dieselmotor, og kan fuldt lastet transportere 750 kg. Blandt andet har den tiplad og fem forskellige stuverum, som i alt rummer 244 liter.
Udlejning
Udover salg af nye og brugte maskiner følger ETR Service tidens genbrugstrend ved nu også at tilbyde udlejning af et større spekter af maskiner. Her nævner Lars Fram både mindre flishuggere, stubfræsere, almindelige havefræsere, plæneklippere, vertikalskærere til mos, græsopsamlere og løvsugere. Nyt er også en effektiv fliserenser, som der har været stor interesse for.
- For eksempel bruger man som oftest en fræser et par gange om året. Vi udlejer en havefræser for 300 kroner om dagen, og så er det nyt grej som virker.
Endelig nævner indehaveren også den nye hjemmeside, hvor ETR Service tilbyder onlinesalg af produkterne.