Karsten Nielsen, som ejer maskinforretningen Sumas lidt syd for Aalborg, har taget en dyb indånding og opsagt sin Deutz-Fahr forhandling. I stedet for har han indledt et samarbejde med Fendt-specialisten TBS Maskinpower, som lejer sig ind hos Sumas og starter afdelingen TBS-Suldrup.
- Vi har været glade for samarbejdet med HCP omkring Deutz-Fahr, men vurderer, at vores planer for fremtiden passer bedre med et samarbejde med TBS Maskinpower omkring Fendt, så da muligheden for at facilitere TBS-Suldrup opstod, slog vi til, fortæller Karsten Nielsen.
Han understreger, at Sumas selvfølgelig fortsat gerne vil servicere Deutz-Fahr traktorer og har sikret sig fuld adgang til reservedele med videre.
For Sumas betyder aftalen, udover at man siger farvel til forhandlingen af Deutz-Fahr, ikke væsentlige ændringer. Firmaet har næsten 4.000 m² under tag og er kendt for at arbejde med både udendørs og indendørs mekanisering og har desuden en stor VVS-afdeling.
Landbrugsafdelingen sælger en række kvalitetsredskaber som bl.a. Kuhn DalBo, HE-VA, Thyregod, og serviceafdelingen påtager sig at løse stort set alle typer opgaver ude hos områdets mange kunder.
TBS-Suldrup får fokus på Fendt
TBS-Suldrup lejer sig ind hos Sumas, og afdelingen bemandes primært af de Fendt-salgs-, service- og reservedelsspecialister, som i forbindelse med omlægningen af Fendt-salgsdistriktet i Nordjylland er fulgt med deres brand fra Hjallerup Maskinforretning til TBS Maskinpower.
Derudover vil flere af de nuværende Sumas-medarbejdere supplere Fendt-organisationen og for eksempel facilitere Fendt-reservedele. Karsten Nielsen vil i praksis blive daglig driftsleder af afdelingen i tæt samarbejde med ledelsen fra TBS Maskinpower.
- Karsten Nielsen og hans medarbejdere kender landbrugsbranchen og betydningen af god service, og med de fysiske faciliteter på plads får de erfarne og kompetente sælgere og serviceteknikkerne, der tidligere var ansat hos Hjallerup Maskinforretning, en fast base i rigtigt gode rammer, kommenterer administrerende direktør for TBS Maskinpower, Jan Garder, der ser frem til samarbejdet.
Udstilling
- Placeringen i Suldrup er noget nær optimal for at kunne yde Fendt-service i området med hurtige adgangsveje til kunderne nord for Limfjorden. Med fire centrale værksteder og cirka 30 servicebiler på landevejen, har TBS Maskinpower nu hele deres Fendt-område fra linjen Kolding-Esbjerg i syd til Skagen i nord dækket med servicespecialister, udtaler administrerende direktør for Maskinpower, Jan Garder, der i øvrigt opfordrer områdets kunder til at kigge ind på AgriNord-udstillingen i Aars den. 4. marts, hvor de lokale Fendt-sælgere Ernst W. Hansen og Keld Fuglsang står klar til at fortælle om planerne og selvfølgelig også om Fendt-produkterne.