Han har indtil videre været igennem 20 af de omtrent 100 mejetærskere, holdet fra Lyngfeldt i Hadsten skal igennem denne vintersæson.

Michael Bach er det ene halvdel af de to dedikerede serviceteknikere, der primært tager sig af høstmaskinerne hos Lyngfeldt, derudover har virksomheden en enkelt medarbejder, der fordeler sin tid på både traktorer og mejetærskere.

Lige nu er det vintereftersynene, der fylder i programmet hos Michael Bach. Da LandbrugNord møder ham, er han i gang med at servicere en New Holland CX 8.85 med 25 fods skærebord, der blot har kørt en enkelt sæson på de godt 500 hektar hos Morten Kaiser Andersen, ved Kolind på Djursland.

- Ved første eftersyn er der sjældent de store problemer. Det handler primært om olie- og filterskift og så skal de mest bevægelige dele selvfølgelig kontrolleres, siger Michael Bach.

Let sæson

Med store afstande til mange af kunderne, foregår langt de fleste eftersyn af mejetærskere hos landmanden. Det giver flere fordele, mener Michael Bach.

- Først og fremmest er det jo synd at slæbe en mejetærsker ud på en saltet vej. Og så er de bare lidt mere besværlige at fragte rundt end en traktor. Samtidig giver det bedre mulighed for at snakke med landmanden om, hvad han oplever og hvad vi eventuelt ser og hører, når vi går i gang med maskinen. Mange vil også gerne have deres pilot med til eftersynet, så de kan få bedre indblik i, hvad vi gør, forklarer han.

På de 20 mejetærskere, han allerede har gennemgået, har Michael Bach let kunnet se, at det har været en ekstrem tør og dermed let høst for maskineriet. Derfor har vinterservicen været en helt anden sag end sidste vinter.

- Det har på mange måder været lettere end sidste vinter. Maskinerne har været tørre og mere rene. Bunden er skærebordene er dog typisk blevet slidt lidt mere end sædvanligt, fordi mange har haft det helt nede for at få så meget halm med som muligt, forklarer serviceteknikeren, der dog kunne se høstsæsonen 2018 byde på en anden udfordring for materiellet: knastørre marker, hvor en lille gnist kunne koste dyrt.

- I vores kundekreds kunne vi se, at det især var på Djursland, at tørken gav problemer i forhold til brandfare. Vi har også en lille forsikringssag på mejetærskeren her, hvor vi har repareret et par kabler efter en lille brand. Heldigvis virkede brandslukningssystemet, og skaderne var ikke så store, fortæller serviceteknikeren.

Et godt råd

I sæsonen 2017 var brandfare til gengæld ikke noget tema efter en af de vådeste somre i mands minde. En sommer, der bestemt havde sat sit aftryk på maskinerne.

- Den våde sæson, vi havde i 2017, med meget lejesæd havde været hård for knivgangene, mens man også kunne se, at der havde været meget jord igennem maskinerne. Der kunne man godt se, at det bare var med at komme ud, når der var en tørvejrsdag. Om kornet så også var tørt, var knap så vigtigt. Derfor sad der mange kager rundt omkring i maskineriet, lyder det fra Michael Bach, hvis vigtigste råd til landmændene er at få maskinerne blæst godt rene, når sidste mark er høstet.

- Vi anbefaler aldrig at vaske en mejetærsker, og hvis man endelig vil gøre det, skal det være lige inden sæsonen går i gang, så den ikke står i maskinhuset og ruster. Men får man den blæst grundigt af for støv, så der ikke kommer utøj i den, har man gjort sig selv en kæmpe tjeneste.

Og så er det selvfølgelig vigtigt at få den sat ind, så den ikke bliver våd, fastslår han.

Om servicen så bliver foretaget først eller sidst på vinterhalvåret er knap så vigtigt, mener han.

- Det er selvfølgelig altid rart at få overstået, men det handler primært om, hvornår det passer ind for kunden i forhold til markarbejde og andre opgaver. Så længe mejetærskeren er helt klar til høstsæsonen, er det underordnet om den bliver serviceret lige efter høst eller senere.

Lejetjek og kalibrering

For Michael Bach og kompagni kan et eftersyn tage fra en halv til tre dage – afhængig af omfanget.

- Det er meget forskelligt, hvor meget, der skal laves, men et fast punkt er at få løsnet alle remme og kæder, og få tjekket alle lejer, så man er sikker på, at de er klar, når sæsonen går i gang. For i forhold til mange andre maskiner er det altså bare så ekstremt vigtigt, at man ikke kommer til at holde stille med mejetærskeren, når sæsonen er i gang. Især ikke, hvis det var noget, man kunne have undgået ved et vintereftersyn, konstaterer han.

- Derudover er det også vigtigt at få kalibreret maskinen, så man er sikker på, at det, den viser på skærmen, også er det rigtige. Derfor skal både solde, tærskebord og skærebord gås igennem.

Han kunne dog godt forestille sig, at flere landmænd netop denne vinter sparer lidt på eftersynet.

- Jeg har ikke oplevet nogen endnu, der har valgt deres sædvanlige eftersyn fra. Men jeg kunne godt forestille mig, at nogle – nok især folk med lidt ældre maskiner – kunne finde på at klare det selv. Både på grund af den lette sæson for maskineriet og den økonomiske situation efter en høst, der ikke gav, hvad den plejer, vurderer han.
 

Business