DBC Invest køber en »betydelig« ejerandel i Sindal Biogas i Nordjylland. Dermed kan selskabet glæde sig over, at endnu et flag er sat i biogas-landkortet.
DBC Invest køber en betydelig ejerandel i Sindal Biogas.
De forventer, at nuværende og fremtidige investeringer i anlægget vil runde et trecifret millionbeløb.
- Vi har høje forventninger til det kommende samarbejde med Sindal Biogas, der er en spændende spiller på den danske biogasscene. Med den igangværende udvidelse bringes den årlige biogaskapacitet op på cirka 20 millioner kubikmeter, hvilket kun er med til at styrke det store udviklingspotentiale, som Sindal Biogas besidder. Dén udvikling glæder vi os meget til at være en del af, lyder det fra Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodities og DBC Invest.
Det sker efter at Vestjyllands Andel, Jysk Energi og Langfristet Erhvervsfinansiering, som tilsammen udgør Danish Bio Commodities og herunder DBC Invest, i sidste uge kunne berette om selskabets første investering i Grauballegaard Biogas.
Tror på merværdi
Sindal Biogas er i dag en del af landbrugskoncernen Kirketerp Agro, der ejes af Karen Kirketerp og Morten Glenthøj. Kirketerp Agro har i længere tid afsøgt mulighederne for et partnerskab, og da DBC Invest viste interesse herfor, blev der hurtigt fundet fælles fodslag.
- DBC har en ambitiøs og professionel tilgang til de muligheder og udviklingspotentialer, som biogasbranchen oplever i øjeblikket. Samtidig har selskabet en stærk forankring i landbruget og andelstanken. De forstår vigtigheden af, at landbruget er medbestemmende og medejende af denne udvikling. Dette har været udslagsgivende for os i forhold til at vælge DBC som partner i branchen, lyder det fra Morten Glenthøj, medejer af Kirketerp Agro, hvortil han tilføjer:
- Vi tror på, at partnerskabet vil give en merværdi på den korte bane, hvor vi sammen hurtigere kan nå vores mål. På den lange bane mener vi, det er en fordel med en stærk partner med stor indsigt i branchen. Dette specielt når nye teknologier såsom græsprotein og Power2X skal rulles ud.
Synergimuligheder
Netop ovennævnte teknologier er blandt fokuspunkterne hos henholdsvis Vestjyllands Andel og Jysk Energi. De to andelsselskaber ser da også gode udviklingsmuligheder i samarbejdet med Sindal Biogas.
- Investeringen i Sindal Biogas skaber grobund for nogle spændende synergier, som skal være med til at bidrage yderligere til landbrugets grønne omstilling. Blandt andet giver den kommende kapacitetsudvidelse gode muligheder for at etablere et anlæg til forarbejdning af græsprotein i sammenhæng med biogasanlægget, hvilket passer godt ind i Vestjyllands Andels overordnede udviklings- og bæredygtighedsstrategi, påpeger direktør i Vestjyllands Andel, Steen Bitsch.
Også Niels Brøndsted, CFO i Jysk Energi, er begejstret for investeringen i Sindal Biogas.
- Vi glæder os over, at endnu en dansk biogasproducent har valgt DBC Invest som fremtidig partner. Set fra Jysk Energis perspektiv åbner samarbejdet med Sindal Biogas desuden muligheden for at indgå i udviklings-projekter såsom Power2X-teknologien til fremstilling af flydende gas til for eksempel skibe og færger i det nordjyske område, slutter Niels Brøndsted.
Morten Glenthøj ansættes som konstitueret direktør i Sindal Biogas. Selskabet arbejder dog på at finde en permanent direktør, som skal være med til at udvikle partnerskaber samt optimere biogasanlægget.
daniel@agrinews.dk
telefon +45 24 64 58 55