For minkavler Thomas Beck i Aunslev prioriteres de personlige relationer højt hos samarbejdspartnerne i virksomheden. Det gælder eksempelvis bankforbindelsen, ligesom forsikringsselskabet har været det samme i over 20 år.

Thomas Beck kendte Peder Christiansen fra Ravnholtkassen, da han i 1998 fra landbrugsuddannelsen kom hjem til minkfarmen. Og siden har alle forsikringer været hos selskabet, som i dag er Lokal Forsikring, og med Christian Bang som fast assurandør og kontaktperson.

- Det mangeårige samarbejde er vi rigtig glade for. Det bygger på tillid og loyalitet, og ikke mindst den personlige relation, understreger den østfynske minkavler. 

Største selvrisiko

En gang om året mødes Thomas Beck og Christian Bang for at gå forsikringerne igennem, og eventuelt tilpasse dem til ændringer i bedriften.

- Vi vælger altid den største selvrisiko. Det er et godt signal på ansvarsfølelse, at vi ikke har brug for selskabet blot ved småskader. Samtidig skaber det ikke brydningsflader, og har forsikringerne til den rigtige pris, forventer minkavleren, der trods jævnlige telefoniske henvendelser ikke føler behov for et større tjek af forsikringsporteføljen.

- Netop kontinuiteten og det tillidsfulde forhold gør, at jeg altid har haft en god mavefornemmelse ved at have forsikringerne i det lille lokale gensidige selskab med dets nærhed og backup, når det gælder. Og ikke mindst på grund af indsigten og den historiske tilknytning til landbrugserhvervet. 

Sikkert lagerrum

Thomas Beck nævner et par eksempler fra samarbejdet med Lokal Forsikring.

- For nogle år siden stod vi for at skulle bygge et nyt lagerrum til minkskindene. Derfor spurgte jeg først Christian Bang til råds omkring det sikkerhedsmæssige i forhold til de store værdier, som skulle oplagres i lokalet. Dermed fik vi sikkerheden på plads, inden vi begyndte at bygge.

I det hele taget spørges der gerne ind til brandforsikring og andre forhold, når der planlægges udvidelser eller andre ændringer på minkfarmen, som i dag huser 10.000 minktæver på to farme. 

Lækket gylletank

Sidste år kom minkfarmen ud for en større skade, da det i forbindelse med forberedelserne til en beholderkontrol viste sig, at der var opstået en lækage på en tæt ved 25 år gammel gylletank.

- Jeg kontaktede straks Christian (Bang, red.), som sendte en taksator herud. Skaden blev dækket uden problemer og til den bedste løsning, da gylletanken efter tømning blev repareret indefra. Dermed er vi sikre på, at det virker og tanken holder i fremtiden, siger Thomas Beck.

Christian Bang oplyser, at sådanne skader dækkes på gamle tanke, når de er godkendte. Den pågældende skade beløb sig til 165.000 kroner.