Når den Bolderslev-baserede brødvirksomhed Kohberg markedsfører sig med det landskendte udtryk »Boller fra Kohberg«, er det nærliggende at bruge udtrykket »Baller fra Båring«, når man vil fortælle om den kombinerede landbrugs- og maskinstationsvirksomhed, Holebæk Båring, der som et af sine primære arbejdsområder har græshøst, presning af hø, halm og wrapballer.     

Den nordvestfynske virksomhed, der er hjemmehørende på gården Holebæk, Kystvejen 17, Båring Mark, Asperup, ejes og drives af to generationer i et tæt samarbejde.   

»To i en«

Virksomheden er opdelt i to således, at faderen, gårdejer Leif Knud Kristensen – bedre kendt som »Basse« - ejer bygningerne og en mindre besætning af »hobbykvæg«, mens sønnen, maskinstationsejer Morten Lund Kristensen, Holebæk Båring, ejer maskinerne.

Udover driften af Holebæk Landbrug, der omfatter 180 ha, hvoraf en del er forpagtet, passer virksomheden desuden 50 ha for andre via pasningsaftaler, hvor Holebæk står for alt vedrørende driften. Dertil kommer maskinstationsopgaver for en række landbrug, primært på Nord- og Nordvestfyn.

- Foruden os selv består arbejdsstyrken på Holebæk Landbrug for øjeblikket af en enkelt medarbejder ansat i fleksjob. I de travleste perioder lejer vi desuden medarbejdere ind, både til vores eget landbrug og til maskinstationen, fortæller Morten Kristensen.

Alsidig virksomhed

- Vi udfører de fleste typer af landbrugsarbejde, bortset fra kørsel med og udbringning af gylle - samt finsnitning, oplyser Morten. Vores centrale maskinstationsopgaver er høst af korn, raps og frø, høst af græs og presning af halm, hø og wraphø.

Til høsten af korn, raps og frøgræs har Holebæk Båring en 30 fods New Holland mejetærsker.

- Mejetærskeren er en rystermaskine, fordi vi godt vil passe på halmen, påpeger Morten. Til at presse halmen har vi to bigballepressere og en minibig. Samt en »Morten Korch-presser« til små baller. Vi presser vores egen halm og sælger den til landmænd og til Fynsværket.

Hestegræs i Jylland

- Selv dyrker vi hvede, byg, raps og frøgræs. Desuden »hestegræs« til wrapballer, som vi sælger, fortsætter Morten. Vi har 25 ha med græs på forpagtet jord på den anden side af Lillebælt. Der laver vi græs/wraphø til Fredericia Rideklub.

- Dermed undgår vi at transportere græs over broen – med de besværligheder, det kan give. Især for tiden, når den gamle Lillebæltsbro er lukket.

- Som nævnt er græs, høst og halm helt centrale arbejdsopgaver for os. Ikke mindst græs »fylder meget« i dag. Det er også med til at sprede arbejdet lidt mere til udenfor sæsonerne, idet vi kan køre hø og wrapballer ud til køberne om vinteren.

Effektive maskiner

Til græshøsten har Morten Kristensen lige købt et nyt Kuhn »butterfly« skårlægger-sæt med crimper og næsten ni meter skårbredde. Han understreger, at crimperen sparer tørredage, så græsset hurtigere kommer ned på en vandprocent på 28, der er ideel til presning af »hestewrap«, som ensilerer efter presningen. Den hurtige tørring er også en fordel, hvis der skal presses hø.

- Græsset skal være skredet igennem, før det høstes, forklarer han. Og til heste tager vi kun to slæt, så græsset bliver så groft som muligt. Det er godt for hestenes fordøjelse.

Wrapballerne laves med virksomhedens McHale Fusion 3 rundballepresser, som er kombineret med en wrapper, så ballerne – primært græs (wraphø) – pakkes ind (wrappes), efterhånden som de bliver presset. Og et særligt udstyr vender ballerne, så de ligger på enden, hvorved de dels er lettere at læsse og dels ligger på et tykkere lag plastik.