Fynsk forår med gylle og virus
Der er igen kommet sol og tørring over markerne på Fyn, og det giver travlhed for de fynske maskinstationer. Corona-virus fører dog samtidig til ændrede arbejdsgange og nye forholdsregler for de travle folk i marken.

Der meldes om travlhed på såvel Egekærslund som hos de øvrige fynske maskinstationer, hvor arbejdet med blandt andet udlægning af gylle er i fuld gang. Fotos: Egekærslund
- Vi kører på fuld kraft med forårsarbejdet. Vi skal jo holde fødevareproduktionen i gang.
Ordene kommer fra formanden for de fynske maskinstationer (DM&E Fyn), Helle Lundsgaard, Egekærslund. Hun melder om travlhed på såvel Egekærslund som hos de øvrige fynske maskinstationer, hvor arbejdet med udlægning af gylle, spredning af gødning og møg er i fuld gang, ligesom pløjearbejdet flere steder også er påbegyndt.
Selvom det fynske forårsvejr har præsteret tørvejr i en hel uge ved redaktionens slutning, så er der dog stadig lidt våde huller i markerne rundt omkring, der giver lidt udfordringer.
- Vi har ikke daglig kontakt med Dansk Autohjælp, men det er da tæt på, lyder det fra Helle Lundsgaard, om de våde huller, der stadig kan overraske.
Spritter af og holder afstand
- Vi passer på hinanden, understreger formanden, der påpeger, at de på Egekærslund ikke længere mødes om morgenen, men at medarbejderne møder direkte ind i maskinerne.
- Vi har også maskiner, der skal køre i døgndrift. Her sprittes der grundigt af i førerhuset, inden næste mand møder ind.
Telefonskilt i førerhuset
- Desuden har vores chauffører et stort skilt med deres telefonnummer liggende i traktoren, som de kan holde op, hvis kunderne vil tale med dem, fortæller Helle Lundsgaard.
Også på Egekærslund er der sat skilte op om, at døren er låst, og at kunder, sælgere eller andre, der ønsker kontakt, i stedet skal ringe.
- Vi er jo virkelig opmærksomme på, at vores medarbejdere ikke rammes af sygdom. Vi vil naturligvis gerne snakke med vores kunder, men vi bliver nødt til at tage vores forholdsregler. Vi kan jo kun servicere kunderne via raske medarbejdere. Derfor siger vi også til vores medarbejdere, at de skal blive hjemme, når de har fri og ikke være sammen med andre uden for hjemmet.
- Men udover de nye forholdsregler, så kører alt som det plejer i denne travle periode i marken, lyder det fra Helle Lundsgaard.