I takt med, at kornpriserne har været faldende, søger planteavlerne efter gode alternativer. Her har dyrkning af spinatfrø gennem flere årtier været en attraktiv og lukrativ afgrøde, idet afgrøden er ideel i det danske klima, hvis det ellers arter sig gunstigt i dyrkningssæsonen og høstperioden.

Men spinatavl er for specialister. Kravene til både såning, pleje, høst og ikke mindst frøkvaliteten er meget høje. Således møder ofte de asiatiske aftagere op i markerne sammen med Jensen Seeds for at kontrollere om at regler og forhold er overholdt, således frøene til den tid netop kan blive til de lækre spinatblade, som forbrugerne i Østen efterspørger.

Blandt specialisterne indenfor spinatdyrkning er far og søn, Hans Henrik Hansen og Steffen Marx Hansen i Strandby. Sammen med to erfarne medhjælpere tager de sig nemlig af både såning, radrensning og den vigtige fjernelse af hanplanterne på store arealer ikke alene på Fyn, men også i Trekantsområdet, og helt fra Haderslev og til Djursland.

Skal tilså 1.200 ha

I den forgangne uge tog de med fire 12-rækkede eenkornssåmaskiner hul på såning af årets ikke mindre end 1.200 hektar med spinatfrø. Det skete blandt andet på Bågø og på Wedellsborgs-areal helt ud til Lillebælt. I denne og næste uge går det for alvor løs, og forhåbningen er at være færdige med det store areal omkring 1. maj.

- Nu er det ikke blot en enkelt sort, der skal nås. Vi kører primært for avlere til Jensen Seed, og det drejer sig om mange forskellige typer, hvor hanplanterne er hybridtyper, netop for at give den helt rette kvalitet, som kunderne efterspørger, forklarer Steffen Marx Hansen, der som kun 18-årig etablerede SMH Maskinstation, opkaldt efter hans forbogstaver.

Det specielle ved dyrkningen er, at hunplanterne og hanplanterne sås i egne rækker, typisk med fire eller seks rækker hanplanter mellem tilsvarende 18 eller 16 rækker hunplanter. Når bestøvningen er ovre i juli, afpudses hanplanterne.

1.600 ha radrensning

Både radrensningen, som også kræver specialudstyr, og denne fjernelse af hanplanter er opgaver, som SMH Maskinstation tager sig af. Radrensningen har maskinstationen i år aftale med for ikke mindre end 1.600 hektar. Det foregår med to Thyregod 12-rækkede radrensere med kamera til præcis styring, og med sektionsløft til kiler i marken på den nyeste af maskinerne.

- Vi har aftale med enten en eller to gange rensning i sæsonen, hvor vi kører med smalle sprøjtehjul på traktorerne. Radrensningen er meget vigtig, ikke mindst anden gang, fordi den stresser planterne, så de strækker sig og gøre sig klar til næste generation, altså sætter frø fremfor blade, forklarer den unge men erfarne maskinstationsmand.

Som avler med egen specialafgrødebedrift frem til 2011 var hans far allerede begyndt med både såning og radrensning af spinat for kolleger. Så med hans erfaring og kundeunderlag startede Steffen Marx Hansen selv op for fire sæsoner siden.

Fra 300 hektar spinatsåning første år er det gået stærkt, fremgår det med al tydelighed af ordrebogen i den forestående sæson.