Blomster til gavn for både byens folk og naturen
De seneste år er der kommet fokus på såning af blomsterstriber, der både gavner miljøet og pynter på markerne. Carlo Bach Greve fra Aalestrup er klar til tredje år med blomsterstriber.

I de seneste år er der kommet mere fokus på såning af blomsterstriber, som kan være til gavn for både dyreliv og miljø samtidig med, at de mange blomster er en fryd for øjet. Carlo Bach Greve, Aalestrup, har de seneste to år haft blomster til at stå på marken, og gentager succesen igen i år.
- Jeg synes, at det har været rigtig godt, og det pynter også, når man kører forbi. Det har helt sikkert levet op til mine forventninger, fordi de står jo længe. Der er blomster i ca. 3 måneder, og de kommer ligesom i etaper, så der kommer hele tiden nogle nye, som man kan gå ud og plukke af, fortæller Carlo Bach Greve.
Vigtigt for naturen
For Carlo Bach Greve er der flere grunde til, at han har valgt at få sået blomster, men en af grundene er, at han gerne vil tilgodese naturen:
- Jeg er selv både landmand og jæger og jeg får meget ud af naturen, og så vil man jo også gerne give lidt den anden vej. Og jeg kan se, at bare sådan en lille stribe blomster, det gør sindssygt meget for sommerfugle og bier, pointerer han.
Og netop bierne er vigtige for landmandens marker og Carlo Bach Greve synes, det er vigtigt at skabe noget liv:
- Bierne er vores prognoser hele tiden. Hvis ikke vi har bierne, så har vi heller ikke raps, fordi det skal jo kunne bestøves. Vi skal tænke på biodiversiteten, så vi skal have gang i det hele, så der er noget liv, og det er blomsterne med til at give. Hvis man tager derud en dag, hvor solen skinner, så er der både bier og sommerfugle der flyver rundt derude – det er helt levende, påpeger han.
Blomster til glæde
Det er ikke kun på grund af, at det er godt for naturen, at Carlo Bach Greve har prioriteret at få sået blomster, det er også for at give noget tilbage til byens folk:
- Jeg sår altid blomsterne tæt på byen, så folk kan gå ud og plukke en buket blomster og tænke på, at landmanden faktisk ikke er så dum endda. En landmand tænker på naturen, men jeg tænker også meget på byens folk, fordi jeg larmer lidt, kører gylle ud og lugter lidt, og så skal de også have lidt den anden vej, siger han.
Carlo Bach Greve oplever også, at byens folk har taget godt imod blomsterne.
- Folk er simpelthen så glade for blomsterne. De plukker både til byfester, til kirken og til høstgudstjenester, og folk har virkelig taget det til sig. De har været ude at plukke mange blomster, og det synes jeg er positivt – og det giver også god omtale, fortæller landmanden.
Goodwill
At tage ud til landmænd som Carlo Bach Greve og så blomster, er også noget rådgivningsvirksomheden LMO prioriterer i håbet om, at det kan bidrage til mere end ét formål:
- Vi tror på, at det giver noget goodwill i samfundet og kan være med til at give landmanden et andet ry end at være ham den trælse, der sviner og kører gylle, men vise at han også kan gøre andre glade ved at så blomster. Samtidig er det også godt for dyrelivet og er med til at skabe biodiversitet, som kan være til stor gavn for miljøet. Så blomsterne er gode for naturen, men de er også en fryd for øjet, fordi de pga. deres sammensætning blomstrer i lang tid og ændrer farve, fortæller Lars-Ejler Hansen, der er afdelingschef i LMO Planteavl.