Flemløse Maskinforretning inviterer til »Demo med kæmpestore maskiner«.

- Det er ved at være længe siden, at vi har været samlet. Derfor inviterer vi til en demodag, hvor folk kan opleve vores brands, fortæller Stefan Møller fra Flemløse Maskinforretning.

Arrangementet finder sted onsdag den 2. juni fra klokken 9-15, hvor Martin Boe Madsen, Boegaarde Landbrug ved Ebberup lægger arealer til arrangementet.

Store maskiner på programmet

»Mærk friheden« lyder det blandt andet i invitationen til dagen, hvor en række af de mange finesser og funktioner ved maskiner fra Case IH, Kuhn, Hardi, Rauch og MI præsenteres, så interesserede har mulighed for at se de muligheder der kan lette arbejdet i marken i fuld funktion på demoarealet.

Ifølge Stefan Møller, er det de største maskiner fra hvert brand der vises frem. Det tæller blandt andet en Case IH Axial–Flow 8250 mejetærsker, en Case IH LB 436 XL storballepresser, en Case IH Quadtrac 580 bæltetraktor og en Steiger 500 CVX, en Case IH Optum 300 CVX og en Case IH Puma 240 CVX.

Fra MI bliver udstillet en Rauch Axis H 50.2 EMC+W gødningsspreder, samt en Kuhn ESPRO 4000 såmaskine.

- Desuden er Hardi klar til at vise deres nye Aeon Centuraline sprøjte frem, hvilket er det sidste nye skud på stammen. Den kommer vi også til at køre med i marken denne dag.

Niels Christensen fra Hardi vil præsentere en mængde nye tanker omkring betjening, sprøjtehastighed, lavt tyngdepunkt, intelligente funktioner og fremtidig datakommunikation.

Tid til inspiration og en god snak

Desuden er NDI repræsenteret v/dækspecialist, Uffe Hansen, der gerne fremviser sprøjtehjul på stilbar fælg med Alliance 354+ Vf dæk monteret, samt et VF traktordæk i Alliance 372 serien. Ligeledes vil det være muligt at høre mere om fordelene ved VF-teknologien, fremfor standard dæk.

- Demodagen skal ikke mindst ses som en anledning til igen at mødes og få en god snak over en øl, lyder det endvidere fra Stefan Møller, der tilføjer, at der på dagen vil stå repræsentanter fra alle firmaerne klar til at fortælle nærmere om maskinerne.