Aktivitetsudvalget Jersey Fyn glæder sig over, at det igen er muligt at samles. Normalvis har jerseyfolkene været til besætningsbesøg med grillaften i juni, men på grund af coronaen og de nye lempede restriktioner inviteres i stedet til det traditionsrige arrangement tirsdag den 3. august.

Det bliver med driftsleder Rik Kool på Andekærgård på det sydlige Tåsinge som vært, med start klokken 19.00.

Andekærgård er et stort moderne kvægbrug med en besætning på 1.400 jerseykøer i sengestaldene, som blev indviet i sommeren 2018.

- Sæt derfor et stort kryds i kalenderen. Vi håber på en god sommeraften på Tåsinge med grillhygge og kaffe, som vi plejer, lyder det fra Jesper Bang, der er formand for Jersey Fyn.

Han oplyser endvidere, at yderligere information om programmet følger, når vi kommer tættere på arrangementet.