500 så veteraner pløje
Igen i år blev aktivitetsdagen på Brobygaard et tilløbsstykke. 52 hyggepløjere, seks hestespand, 10 konkurrencepløjere, men ingen fra landboungdommen deltog.

For 10. år i træk lagde Brobygaard jorde til aktivitetsdagen og fynsmesterskabet i pløjning. Fotos: Erik Tvedskov
I fint pløjevejr, dog med et par enkelte lokale regnbyger i dagens løb, blev aktivitetsdagen med fynsmesterskabet i pløjning afviklet for 10. år i træk på Brobygård, tæt på Hillerslev-rundkørslen.
Bo Fonager Lindholm, der er formand for arrangøren Motor og Veterantraktor Klubben Fyn, vurderer, at der var besøg af ikke mindre end 500 tilskuere dagen igennem.
- Det er vi rigtig tilfredse med. Det er helt overvældende, siger han efter det vellykkede arrangement, og roser de mange frivillige, som medvirker til at få alt til at fungere dagen igennem.
- Der er virkelig tale om klubånd.
Ingen fra landboungdommen
Også opbakningen blandt pløjerne med veterantraktorer var stor. Således deltog 52 i hyggepløjningen udenfor konkurrence, mens 10 pløjere havde tilmeldt sig fynsmesterskabet i veteranpløjning. Endelig viste seks kunsten at pløje med hestespand.
Til gengæld var der for første gang ingen repræsentanter fra LandboUngdom i pløjefeltet.
- Hvert år inviteres landboungdommen til at deltage og få deres pløjearbejde bedømt for dermed kåre deres vindere til den videre deltagelse ved DM. Men der bliver så desværre ingen fynsk deltagelse i år, konstaterer Bo Fonager Lindholm med beklagelse.
Indenfor veteranpløjerne blev kåret fire vindere, som alle vil kunne stille op ved DM i pløjning sidst i oktober. Fynsk mester blev Morten Ravn Kærgaard, der høstede 75,63 point med sin to-furede veteran classic liftplov. Nr. 2 og fynsk mester med 1-furet plov blev Aksel Østerlund, mens Holger Strøger Hansen og Alf Banke vandt FM indenfor henholdsvis 2-furet bugseret plov og 2-furet liftplov.