Husk tilmelding til so-seminar 2019

Datoen for årets So-seminar nærmer sig, og hvis du vil være sikker på en plads, så meld dig til nu, lyder opfordringen fra Seges Svineproduktion, der sidste år havde udsolgt til seminaret.

Som svineproducent venter en fremtid med reduceret antibiotikaforbrug, høj pattegriseoverlevelse og ingen medicinsk zink til fravænnede grise.

Derudover er der ønsker om flere hele haler og løse diegivende søer. Sektorbestyrelsen Svin har sat retningen for indsatsområderne i de kommende år, og sektordirektøren vil som indledning for dagens program fortælle, hvad det betyder for de danske smågriseproducenter.

Dagens tema er: Fodring af pattegrise - supplerende mælk og foder, og programmet byder på mange forskellige indlæg indenfor emnet. Desuden vil der være faglige input under overskriften: Sådan kommer de gode besætninger videre, og dagen afsluttes med fokus på svinebedriften som en attraktiv arbejdsplads. Her er der mulighed for at høre, hvad en ung medarbejder og en rutineret ejer mener om sagen.

Seminaret foregår tirsdag den 19. marts i Messe C i Fredericia

Næsten 900 deltog i VKST-møder

Faglige indlæg om handel med råvarer, teknologi og håndværk i marken, et blik på verdensmarkedet og et kig ind i landbrugets image var nogle af de emner, som næsten 900 deltagere blev præsenteret for på VKST’s fem »Vinterfaglige Møder« i sidste måned.

På hvert møde var der besøg af en lokal virksomhedsejer, der fortalte om sin virksomhed og overvejelser omkring fremtiden.

Det kom der fem vidt forskellige oplæg ud af, der handlede om alt fra app’s til arbejdsplanlægning, moderne svineproduktion, turisme og afgræsning til specialprodukter.

I løbet af aftnerne var der oplæg, hvor man kunne blive klogere på, hvordan man handler sine råvarer i fremtiden, hvad Brexit, Trump og Kina kommer til at betyde for ens økonomi og teknologi, samt det gode håndværk i planteavlen.

De Vinterfaglige Møder blev afholdt i Maribo, Næstved, Roskilde, Gørlev og Stege.