Valdemarsdag fejret med første rød-hvide sejr

Ved holsteinracens besætningskonkurrence var det første gang, en rødbroget besætning stod på fløjpladsen ved Det Fynske Dyrskue.

Der var »som sendt fra himlen«, at de rød-hvide køer fra Jens Bo i Roerslev endelig skulle vinde besætningskonkurrencen for holstein på Det Fynske Dyrskue, netop på 800-års dagen for hvornår Dannebrog faldt ned fra himlen.

Efter fem år på andenpladsen blev de tre køer fra den nordfynske besætning fejret med rød-hvide bånd og Dannebrog flagrende i den silende regn i lørdags.

- Det er de bedste køer, vi hidtil har haft med herude, og tilmed runder midterkoen 100.000 kg mælk her den 26. juni, fortalte en tilfreds besætningsejer, der ud af sine 250 holsteinkøer har 100 rødbrogede.

Hos RDM gik sejren til Lars Bebe, Bolteskov ved Ringe, mens Torben Christensen, Millinge, som skiftede fra holstein til jersey for otte år siden, for første gang vandt besætningskonkurrencen. Med til historien hører dog, at besætningen fra det nærliggende Steensgaard Gods, hvor Torben Christensen dengang overtog alle 150 køer, netop for 25 år siden vandt besætningskonkurrencen for jersey ved Det Fynske Dyrskue.

Regn hele lørdagen

Sidste år faldt besøgstallet ved dyrskuet i Odense fra 57.000 til 44.000, og foruden udskiftning af dyrskueledelsen var der sat flere sejl ind for at vende denne tendens og ikke mindst for at sikre det økonomiske fundament for arrangementet.

At det ikke lykkedes at hente flere tilskuere i år skyldtes primært det regnfulde vejr hele lørdag. Efter godt 18.000 tilskuere fredag, heraf 9.600 børnehave- og skolebørn med gratis adgang, var kun 8.400 gæster på pladsen lørdag, hvor det fra morgenstunden var regn- og tordenvejr. Til gengæld kom der anderledes gang i tælleapparaterne søndag, hvor der blev registreret 17.459 besøgende i det flotte solskinsvejr.

Dermed sluttede Det Fynske Dyrskue med et samlet besøgstal på 43.840, eller en anelse færre end i fjor.

- Vi er på rette vej med det nye koncept, selvom der selvfølgelig har været indkøringsproblemer, som vi vil evaluere og rette op på, pointerer dyrskueformand for formand for Centrovice, Torben Povlsen. Dyrskuet skal være en succes for alle, både gæster og udstillere, og for os skal det være en event, som hviler i sig selv.

- Der har været rigtig gode signaler og en god kontakt mellem land og by i de tre dage. Desværre skyllede lørdagen nærmest væk, men det sluttede godt, lød det søndag eftermiddag fra formanden.

Vinderdyr i Odense

Malkekvæg

Besætningskonkurrence:

RDM:        Lars Bebe, Bolteskov

Holstein:  Jens Bo, Roerslev

Jersey:     Torben Christensen, Millinge

Modelkøer:

RDM ældste:             Lars Bebe, Bolteskov

RDM yngste:             Lars Bebe, Bolteskov

Holstein ældste:        Jens Bo, Roerslev

Holstein yngste:        Stokholmgaard, Kværndrup

Jersey ældste:          Hans Ulvsbjerg Rasmussen, Middelfart

Jersey yngste:          Andekærgård ApS, Tåsinge

Kødkvæg

Interbreed-konkurrence:

Hundyr ældste:         Familien Hadberg-Rasmussen, Langeskov

Hundyr yngste:         BI Hereford, V. Hæsinge

Handyr ældste:         Familien Hadberg-Rasmussen, Langeskov

Handyr yngste:         Lars Aarby Sørensen, Gl. Korup

Læs også