Lollandsk landmandsfamilie har i 13 år ventet på en halv million støttekroner
Boye Tambour og sønnen Morten er dog generelt dygtige til at se mulighederne i en tilskudsverden, hvor den direkte hektarstøtte falder.
Boye Tambour har to børn – heriblandt Morten, som har overtaget landbruget – samt fem børnebørn. Fotos: Christian Ingemann
Medfinansieret af Den Europæiske Union
De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor
Inden man drænede Lolland, var det meste af øen enten oversvømmet eller sumpet.
I dag er landbrugsjorden den dyreste i kongeriget, og på Kåhavevej ved landsbyen Abed lidt udenfor Søllested kan familien Tambour glæde sig over endog rigtig god landbrugsjord.
- Det er det højeste punkt midt på det ellers så flade Lolland. Vandet løber til både Nakskov Fjord, Smålandsfarvandet og endda helt over mod Sakskøbing Fjord. Jo, det er faktisk en fin og ret ensartet jord her i området, siger 64-årige Boye Tambour – og lader armen pege ud mod de tilstødende hvede-, vårbyg-, spinat-, raps- og frøgræsmarker.
Ligesom hos øvrige danske fødevareproducenter fylder hektarstøtten også godt i Tambour-familiens landbrugsregnskaber. Om end det direkte tilskud løbende er faldet gennem årene, og dén tendens ser ud til at fortsætte med den kommende CAP-reform.
- Jeg synes egentlig, at EU-støtten var en god idé i sin oprindelige form, hvor en høj afregningspris blev flyttet over til at være tilskudsbaseret. Som husdyrproducenter har vi jo sådan set bare nydt godt af hektartilskuddet, der betød lavere korn- og dermed foderpriser, forklarer Boye Tambour.
Tilskud satte gang i byggeprojekter
En stor del af EU-støtten er i dag lagt over til andre formål end det oprindelige direkte tilskud. I en verden afhængig af midlerne betyder dén omvæltning, at hver enkelt bedrift må optimere med henblik på at få del i pengepuljen.
Formålet med tilskudsmidlerne fra EU er for staldprojekternes vedkommende både bedre dyrevelfærd samt miljø- og klimateknologistøtte, så nyopførte projekter belaster omgivelserne mindre.
De 400 tons byg fylder godt op i maskinhuset, men der er endnu mere korn – faktisk omkring 6.000 tons – på lager i siloen.
- Hvis jeg selv skal sige det, har vi været dygtige til at se mulighederne her på bedriften. Vi byggede faktisk store slagtesvinestalde, selv om vi manglede smågrisene. De måtte skaffes andre steder fra, indtil vi selv havde mulighed for at bygge til søer – og det var netop mulighederne for at få 40 procent af totalprisen dækket af EU, der fik os i gang, fortæller Boye Tambour.
Sønnen Morten bekræfter strategien:
- De midler, der er tiltænkt landbrug, bør jo ende på landmandens konto. Så jo, vores byggerier har i høj grad været drevet af tilskud. Der har været en tilskudsordning til løsgående søer i farestalde, og det tilskud benyttede jeg til nybyg i 2018 som et middel til at opnå endnu bedre dyrevelfærd, understreger han.
Det er dog langt fra kun succeshistorier om EU-støtte, de to gange hr. Tambour kan indvie avisens journalist i:
- Vi mangler stadig at få 560.000 kroner, som vi blev bevilget tilbage i 2013. Reglerne blev skærpet undervejs, mens staldbyggeriet stod på, og pludselig lød det, at vi ikke havde overholdt udbudsreglerne – selv om vi og vores advokat slet ikke er i tvivl om, at alle retningslinjer er blevet fulgt til punkt og prikke. Nu har vi anket dén sag tre gange. Det er helt grotesk, siger Boye Tambour.
Kendt lollandsk landmandsfamilie
Man kan dårligt tale om landbrug på Lolland uden at komme ind på Tambour-korpset, som familien hjerteligt kaldes af mange kolleger i erhvervet. Tambour’erne begyndte primært som svineproducenter på det østlige Lolland. Boye Tambour har i adskillige år haft både brødre, fætre og kusiner, der med efternavnet som varemærke producerede grise i stor stil.
Bedriftens stuehus – stadig iklædt vinterens farver, da avisen var på besøg – bebos i dag af Morten Tambour, hans kone og tre døtre. Hans forældre Pia og Boye er flyttet ind til Maribo.
Kaahavegaard har gennemgået en enorm udvikling, siden en meget ung Boye Tambour i sin tid overtog konkursboet med dertilhørende køer på en tvangsauktion. Der blev hurtigt bygget om på matriklen lige midt imellem Nakskov og Maribo, og allerede året efter var der tale om en svinebedrift. Dengang var der blot 34 hektar tilhørende bedriften.
I dag er Boye forpagter og bosat med hustruen Pia inde i Maribo, mens sønnen Morten har overtaget hele landbruget og bor på Kaahavegaard med hustruen Malene og deres tre døtre. På landbruget dyrkes i alt 850 hektar jord fordelt på tre matrikler, mens 1.900 søer årligt producerer 75.000 grise, heraf 63.000 slagtesvin, på ikke færre end seks adresser.
Morten Tambour erkender, at det i vore dage er stort set umuligt at gebærde sig som landmand, hvis det ikke var for tilskudskronerne:
- Men der er altså rigtig mange støttemidler, der alene går til administration af reglerne. Derfor er det også vildt irriterende, at så mange danskere synes, vi landmænd er snotforkælede med dén EU-støtte. De kender jo slet ikke baggrunden for, at den blev indført, lyder det fra den 37-årige landmand.
- Man skal huske, at EU-støtten først og fremmest er en prissænkende foranstaltning, tilføjer han – med henvisning til, at tilskuddet har til formål at holde fødevarepriserne nede og dermed gøre eksempelvis rugbrødet hos købmanden billigere for forbrugeren.
Hvor er den lige konkurrence?
Usikkerheden omkring Den Grønne Trepart og de nye kvælstofreduktioner herhjemme – i særdeleshed ved Nakskov Fjord – provokerer både far og søn, fordi det er endnu et eksempel på, hvordan fødevareproduktionen skævvrides internt i EU.
Kaahavegaard blev i sin tid solgt til Boye Tambour som et konkursbo. Siden er der sket en rivende udvikling på bedriften.
Som husdyrproducenter har vi jo sådan set bare nydt godt af hektartilskuddet, der betød lavere korn- og dermed foderpriser
Boye Tambour, landmand
- Man savner godt nok en verden, hvor landmanden kan få lov til at dyrke det, han gerne vil. Det er som om, at Danmark altid skal være foregangsland og vil redde hele verden indenfor både dyrevelfærd, kvælstof og planteværnsbegrænsninger, inden de andre lande er kommet med på idéen. Så hvor er de lige konkurrencevilkår i EU? Nu ser vi også ind i nogle helt urealistiske krav til løsgående søer. Der er simpelthen ikke de samme velfærdskrav til staldene på tværs af landegrænserne, lyder det fra Morten Tambour.
- Ja, og alting i markplanen er i dag udregnet på baggrund af modeller og antagelser fremfor på faglighed og fakta. Det er frustrerende, supplerer Boye Tambour.
Alligevel er både far og søn enige om, at EU som institution er til stor fordel for både nationen Danmark som sådan samt for den nationale fødevareproduktion. Kritikken går mere på den danske implementering af reglerne fra Bruxelles.
Morten Tambour er trods bøvl og modvind ikke i tvivl om, at han skal være landmand arbejdslivet ud.
- Det er det, jeg brænder for, siger han.
Faktisk finder familien Tambour, at de lokale fødevareproducenter nærmest har en forpligtigelse til at fortsætte metieren. Det handler nemlig om intet mindre end egnens overlevelse:
- Det er bestemt ikke nogen overdrivelse at påstå, at landbruget tegner dette område. Landsbyerne plages af fraflytning og er under afvikling. Når der endelig sker noget udvikling her i det flade land – og det gælder jo også sådan noget som solceller og vindmøller – så er det landbrugets fortjeneste. Der er også lige blevet bygget et nyt biogasanlæg, fortæller Boye Tambour.
