Du kan høste, presse og stakke halm på computeren
For første gang er der gaming på programmet, når Roskilde Dyrskue i disse dage løber af stablen.

For første gang er det muligt at konkurrere om at høste, presse og stakke halm på computeren i Danmark. Hver dag i tidsrummet 13 til 16 vil der være mulighed for at komme tæt på landbruget via den virtuelle vej. På billedet er det Morten Nørtoft Jørgensen, Marketing Manager for Case IH i Norden og Baltikum, der viser det nye tiltag frem. Foto: Per Jørgensen.
Den virtuelle del af landbruget er på prøve, når der skal høstes, presses og stakkes baller på tid i et nyt computerspil, når Roskilde Dyrskue i dag lørdag og i morgen søndag afholdes.
Det er første gang, at der er gaming på programmet, og det store e-sportsevent er arrangeret af Case IH og New Holland i samarbejde med Danish Farm Tournaments, hvor der konkurrences om på kortest tid at høste, presse og stable halmballer på et nyt e-sportsprogram.
Det er tremandshold, der konkurrerer om specielle e-sportsstole, der er sponseret af Case IH og New Holland.
Alvor til næste år
Arrangørerne af e-sportseventet er Roskilde Dyrskue, Roskilde e-sportsforening og elever fra Høng Landbrugsskole, der sammen med Danish Farm Tournaments har udviklet Farming Simulator-programmerne.
I år kører e-sportseventet som en prøve, men allerede til næste år vil Danish Farm Tournaments for alvor løbe af stablen på Roskilde Dyrskue, og der spilles om store pengepræmier, lyder det fra Danish Farm Tournaments.