Outdoorudstillingen har fået vokseværk i Hjørring

Sidste års satsning, Outdoorudstillingen, har i år fået et endnu større område, som blandt andet bliver gæstet af Jon Lindberg Jensen, vinderen af DR3 programmet »Alene i vildmarken«.

Outdoorudstillingen byder til dels på udstillinger fra forskellige foreninger med relation til jagt, fiskeri, hunde, mountainbike, vandreture og lignende og dels forskellige firmaer, som sælger produkter og udstyr, man anvender, når man er i naturen eller skal bearbejde det, som man for eksempel fanger i naturen.

Programmet i outdoorudstillingen byder blandt andet på en mountainbikebane arrangeret af Hjørring Kommune, Trofæopmåling i samarbejde med Trophy Point og Korsholm Jagtrejser og besøg af Jon Lindberg Jensen, manden bag Lindberg Troupers og vinderen af DR3 programmet »Alene i vildmarken«. Jon er uddannet sergent i Forsvaret, er en erfaren jæger og et aktivt friluftsmenneske. Han bruger naturen til fiskeri og jagt og teambuilding-kurser, som han afholder for børn og udsatte unge i sit firma Lindberg Troupers.   

- Med outdoorudstillingen håber vi på at skabe forståelse og respekt for hinandens interesser i naturen. Der er stor forskel på, om man bruger naturen til at udfordre sig selv og andre på for eksempel mountainbike, eller om man er mere til rolige gåture, fiskeri eller at gå på jagt en tidlig morgen. Vi håber at byde på noget interessant for alle naturelskere – uanset hvad man foretrækker af naturoplevelser, lyder det fra arrangørerne.

Læs også