Store naturoplevelser lige om hjørnet

Man behøver ikke investere i den store vildmarkstur til Canada for at få en stor naturoplevelse. Den kan man sagtens finde her i Danmark, mener Jon Lindberg.

Mens størstedelen af dyrskuepladsen i Hjørring var fyldt ud af køer, heste og de store maskiner, man normalt forbinder med landbrug og dyrskuer, var friluftsfolket også på plads i Outdoor-området, der blev introduceret på skuet sidste år og i år havde vokset sig endnu større.

Blandt de mere prominente outdoor-entusiaster var Jon Lindberg Jensen, der i 2017 blev kendt for at vinde DR3-programmet »Alene i vildmarken«, hvor han klarede sig igennem 45 ensomme dage i den norske ødemark.

Siden turen til Norge har Jon Lindberg skiftet sit montørjob ud med en tilværelse som selvstændig. Lindberg Troupers hedder virksomheden, hvor han arrangerer naturoplevelser for både udsatte unge og pensionister. Samtidig arbejder han på at skabe et vildmarkscenter ved Saltum, hvor man blandt andet kan overnatte i det fri.

Uundværlig gin

I Outdoor-området på Hjørring Dyrskue gav Jon Lindberg gode råd om alt fra båltænding til shelter-bygning. Mellem alt vildmarksgrejet på standen var der også blevet plads til hans Vildmarks Gin, som han selv har plukket urterne til. For selvom dolk, fiskesnøre og presenning måske er mere oplagte valg til en tur ud i den vilde natur, er ginnen også en vigtig del af Lindbergs oppakning.

- Den er efterhånden blevet uundværlig. For det er altså også en vigtig del af det at være ude i naturen, at sætte sig omkring bålet om aftenen og få et lille glas og hygge sig med vennerne. Det er en del af oplevelsen og en god afslutning på dagen, fortæller han.

Afhængig af landmændene

For det handler ikke kun om menneskets kamp mod elementerne, når nordjyden pakker soveposen.

- Der er mange, der for alt i verden skal afsted på den store vilde tur til Canada, men det er de færreste, der nogensinde får det gjort. Jeg synes bestemt heller ikke, det er nødvendigt at tage af sted på de dyreste og vildeste ture for at få den store naturoplevelse. Den kan man sagtens få herhjemme i Danmark – og i sidste ende har man fået en større naturoplevelse af at lægge sig ud i haven og sove end ved at blive ved med at snakke om den Canada-tur, men alligevel aldrig får bestilt, konstaterede vildmarksarrangøren, der mærker en stadig stigende interesse for livet i det fri.

- Jeg har travlt, men det er jo helt perfekt, når man kan leve af det, man virkelig brænder for. Derfor er jeg også glad for at have taget springet, selvom det bestemt ikke er noget, jeg er kommet sovende til.

Og hvad kan en friluftsmand, så bruge et dyrskue til?

- Det er et godt sted for mig at få skabt nogle relationer. Der kommer mange mennesker forbi, og selvom vi måske bruger naturen på forskellige måder, har jeg i høj grad brug for landmændene, når jeg arrangerer ture. Det kunne ikke lade sig gøre uden at få lov til at bruge deres jord.

Jon Lindberg arrangerer ture i den danske, østrigske og norske natur, mens England formentlig bliver næste destination i repertoiret.

 

Læs også