Djurslandgården er ferieaktiviteten for hele familien

Nu kan ferieramte familier og turister på Djursland få lov at se et dansk landbrug helt tæt på. Det sker når Djurslandgården endnu engang åbner op for besøgende, efter besøgsrekord sidste år.

Endnu engang kan ferieramte familier se frem til et besøg på en af de deltagende ejendomme i Djurslandgården. Foto: Djursland Landboforening.

Sidste år slog Djurslandgårdene endnu engang besøgsrekord, og der er ingen tvivl om, at der igen i år bliver rift om pladserne på besøgsgårdene. Djurslandgården er en årligt tilbagevendende sommerferieaktivitet for hele familien og dækker over fem forskellige landbrug på Djursland, som gerne vil vise deres landbrug frem. Den første gård, som tager imod gæster, er Pilegård nær Grenaa. Det bliver tirsdag den 6. juli, hvor landmand Thomas Olesen vil vise rundt på sin svinebedrift. På gården er der 450 søer, som man kan se blive fodret. På gården produceres der hvert år 14.000 smågrise og slagtesvin om året, og de 230 hektar jord passer Thomas og faderen selv, så der er nok af store maskiner at kigge på. På denne rundvisning er der rig mulighed for at se grise i alle størrelser, og de modige kan endda få lov at holde en af de helt små.

De fem besøgsgårde er alle beskrevet i årets nye folder, som man blandt andet finder på Djursland Landboforenings hjemmeside. I folderen er en trykt kalender, hvor man kan finde den gård og dato, som passer bedst.

Der findes to rundvisningsgårde og tre besøgsgårde. Besøgsgårdene, Ellely, Mosegården og Enegård, er alle kvægbedrifter. Disse besøg er for familier med børn i alle aldre, og her tilbydes børneaktiviteter efter en fælles rundvisning. På rundvisningsgårdene, Mejltangegaard og Pilegård, er der guidet rundtur i en moderne svinestald, og dette besøg henvender sig til familier med lidt større børn, som har mod på at lytte og lære.

Læs også