I store dele af landet er markvanding en essentiel del af dansk planteavl. Men i dag er disciplinen rykket op på et andet niveau. I takt med at bedrifterne er blevet større, afgrøderne er mere specialiserede, kravene skærpede og vejret ekstremt, er vanding i stigende grad blevet et spørgsmål om markstrategi og risikostyring. Det gælder især, når der dyrkes højværdiafgrøder.

- Markvanding som strategisk disciplen er vokset i betydning over de seneste 10 år. Førhen var bedrifterne mindre, og man spredte risikoen mere. I dag ser vi større enheder med stor specialisering og mere fokus på få afgrøder på den enkelte bedrift, og så får vanding en helt anden betydning end den tidligere har haft.

Det siger Mogens Lauridsen, der er produktspecialist på Wekowater og vandingsudstyr hos WekoAgro Machinery, der nøje har fulgt udviklingen, og for godt tre år siden derfor samlede vandingsindsatsen i virksomheden under navnet WekoWater.

Målet var at samle produkter, rådgivning og service, så vanding ikke blot bliver et spørgsmål om at flytte en maskine i marken, men en samlet løsning og strategi for landmanden.

Høj værdi øger kravene

For WekoAgro er udviklingen inden for vanding langt fra teoretisk, for med rødder i Midtjylland – midt i det, mange kalder kartoffellandet – har man stor fokus på vanding, der i årevis har været en forudsætning for overhovedet at lykkes med at avle det hvide guld.

- Udviklingen ses tydeligt i kartoffelproduktionen, som vi er omgivet af, hvor både areal og værdi er steget gennem de seneste år. Der inddrages hele tiden nye arealer, også på jorde, der ikke holder så godt på vandet. Her er det afgørende, at der kan vandes i tide og med tilstrækkelig kapacitet, siger Mogens Lauridsen og fortsætter:

- Kartofler har et stort vandingsbehov gennem hele sæsonen, og hvis vandet ikke kommer fra oven på det rigtige tidspunkt, skal det tilføres. Kartoffelavlere tør ikke gå på kompromis med kapaciteten, påpeger Mogens Lauridsen.

En tør periode kan nemt koste på både udbytte og kvalitet – og i værste fald mærkes direkte på bundlinjen. Derfor handler vanding ikke længere kun om at have en maskine stående, men om at have styr på hele setup’et.

- Jo mere specialiseret produktionen bliver, jo større bliver risikoen ved at komme bagud med vandingen. For os betyder det, at vi skal kunne levere en løsning, der giver kunden sikkerhed i hverdagen. Det handler om kapacitet, driftssikkerhed og om at kunne reagere hurtigt, når behovet opstår, forklarer Mogens Lauridsen.

Bredden er vores strategi

Det siger sig selv, at en kartoffelavler i Midtjylland ikke har det samme behov som en salatproducent på Fyn. Netop derfor er det en bevidst strategi hos WekoWater at kunne dække hele spektret inden for vanding – fra det enkle setup til de mere avancerede løsninger.

- Vanding er ikke bare en vandingsmaskine. Det er hele systemet fra boringen og pumpen til rørføring, tryk og udbringning. Hvis én del ikke spiller, så gør helheden det heller ikke, pointerer specialisten.

Derfor arbejder WekoWater med hele kæden fra boring og pumpe til rør, hydrantløsninger og selve maskinerne i marken. Udvalget rummer både traditionelle kanonmaskiner, pivotanlæg og løsninger med bomvanding, og virksomheden forhandler blandt andet maskiner fra Jyden Bur, Rosenqvists, Zimmatic og Scanregn.

Udviklet egen bomvander

- Det er afgørende for os, at vi har en stor bredde i vores vandingstilbud. Der findes ikke én løsning, der passer til alle. Nogle har brug for en klassisk kanon, andre vil arbejde med bom. I takt med at produktionen bliver mere specialiseret, vil kravene og behovene også være forskellige, siger Mogens Lauridsen.

Netop derfor har WekoWater også udviklet sin egen bomvander, WTR, som placerer sig i den mere avancerede ende og skal supplere de øvrige løsninger i porteføljen.

WTR er udstyret med en fuldautomatisk foldbar bom og kommer på markedet med autonom GPS-styring, hvilket gør den i stand til at vande på vej ud i marken, da den ikke skal rulles ud ved hjælp af en traktor.

Et område i bevægelse

Vanding er et område, hvor rammer og vilkår er under forandring, og udviklingen er allerede i gang. Der er stigende fokus på regulering, tilladelser og dokumentation, og kravene kan variere fra kommune til kommune.

- Der er allerede sket en opstramning omkring vandingstilladelser, og med grøn trepart er vand kommet endnu højere op på dagsordenen. Der bliver set mere på dokumentation og på selve udbringningen. Det er tydeligt, at kravene til vanding kun bliver større, siger Mogens Lauridsen.

Han forventer, at udviklingen vil fortsætte i takt med, at produktionen bliver mere specialiseret og værdierne pr. hektar stiger.

- Det bliver endnu vigtigere at have styr på sin vanding, både teknisk og administrativt. Det er ikke noget, der bliver mindre relevant fremover.

For Mogens Lauridsen er det netop her, WekoWater giver mening som en langsigtet satsning.

- Hvis du dyrker højværdiafgrøder, så er vanding ikke bare vand. Det er en del af din risikostyring og din konkurrenceevne. Og det bliver kun vigtigere.

Planter