Kannibalisme slår dansk mad ihjel
Det gør næsten fysisk ondt at se danske fødevareaktører æde af hinanden i stedet for at jage nye markeder sammen.

Det ville være lidt sjovere, hvis hele fødevarebranchen kunne finde ud af at enes om det, som de fleste er enige om: Intet er vigtigere end mad. Hvis de forskellige mad-religioner begravede stridsøksen, kunne det være, at danskerne i højere grad kunne motiveres til at støtte op om danske producenter over en kam, siger Felix Bekkersgaard Stark
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Af Felix Bekkersgaard Stark
På Verdens Bedste Fødevarers facebookside delte jeg for nylig en nyhed med overskriften: Kemirester i mad koster over 1.000.000 mennesker livet om året.
Det var selvfølgelig ment som lidt af en provokation. For de kemirester, der mest er tale om, er uorganisk arsen, som findes naturligt i jord og grundvand. Når man så kunstvander med grundvandet, lejrer det sig særligt i ris, som optager det fra jorden. Det fører til dødsfald især i Afrika og Sydøstasien, hvilket stod i min opslagstekst. Pointen var altså, at vi i Danmark heldigvis ikke behøver bekymre os voldsomt for kemirester i maden.
Men jeg blev advaret: »Jeres overskrift er lidt farlig, hvis ikke folk læser artiklen til ende, vil den let opfattes, som om pesticider er årsagen til over 1.000.000 dødsfald«, skrev en bekymret læser.
Og ja, lidt senere på dagen blev opslaget faktisk delt af direktøren for Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn, som skrev:
»Her er en af de mange årsager til, at økologi er vigtigt – og til, at Økologisk Landsforening også engagerer sig ude i verden med vidensdeling, projektopbygning og støtte.
Vil du med ind i arbejdet og kæmpe for fødevareproduktion uden brug af kemi også i resten af verden, kan du melde dig ind hos os og hjælpe os med at vinde kampen.«
Delingen er på sin vis god nok, for Rasmus Prehns følgere fik jo faktisk viden med om naturligt forekommende kemi. Men desværre vidner det mest af alt om den kannibalisme, der præger diskussionen om danske fødevarer.
Det ville være lidt sjovere, hvis hele fødevarebranchen kunne finde ud af at enes om det, som de fleste er enige om: Intet er vigtigere end mad. Hvis de forskellige mad-religioner begravede stridsøksen, kunne det være, at danskerne i højere grad kunne motiveres til at støtte op om danske producenter over en kam.
Det er det, vi prøver at arbejde for i foreningen Verdens Bedste Fødevarer – meld dig ind før din nabo!
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































