Mulighed for carbokalk fra sukkerfabrik

Sukkerfabrikken i Nykøbing Falster har kalk i overskud og kan derfor sælge til ikke-roedyrkere i den sidste del af kampagnen.

Tabellen viser indholdet af- og værdien af næringsstoffer ved en mængde og kalkeffekt, som svarer til to tons almindelig jordbrugskalk.

Carbokalk indeholder mange værdifulde næringsstoffer. Produktet er et restprodukt ved sukkerproduktionen, som opstår når sukkersaften renses for naturlige urenheder. Det foregår blandt andet med kalk, og det er let omsætteligt i jorden.

Carbokalk leveres ab fabrik i løbet af kampagnen, som forventes at vare til januar 2022 i denne omgang. Igennem hele kampagnen vil der være roetransporter i hele »roeoplandet«, og det kan være hensigtsmæssigt at transportere carbokalk som returlæs.

- Sukkerfabrikken i Nykøbing Falster har kalk i overskud, så vi kan sælge til ikke-roedyrkere i den sidste del af kampagnen, fortæller chefkonsulent Bo JM Secher, Nordic Sugar.

Vigtige næringsstoffer

Carbokalk indeholder en række vigtige næringsstoffer som kvælstof, fosfor, kalium, magnesium og bor.

- Med de nugældende gødningspriser svarer næringsstoffernes værdi til omkring 700 kroner pr. hektar, og det er næringsstoffer, som er en bonus ud over den gode kalkeffekt, påpeger Bo JM Secher.

Han oplyser i den forbindelse, at carbokalk kan bestilles hos agricentret, som man kan finde på www.sukkerroer.nu.

Læs også