DLG holder fast i ny afregningsmodel

Sidste år præsenterede DLG en ny og mere transparent afregningsmodel for landmandens afgrøder i høsten, og den model holder koncernen fast i til dette års høst.

Høsten er kun få måneder væk, og derfor præsenterede DLG for nylig dette års høstbetingelser, som viderefører mange af de elementer, der blev indført i den nye afregningsmodel i forbindelse med høsten i 2021.

- Sidste år gav vi høstbetingelserne et servicetjek, hvor vi præsenterede vores ejere og kunder for en mere transparent afregningsmodel end tidligere. Det har landbruget taget godt imod, og derfor har vi også valgt at fortsætte med den model til dette års høst. Det mener vi, sikrer en mere fair høst for alle, siger Camilla Blicher Simonsen, vicekoncerndirektør for salg og kunderelation i DLG.

Tørringstakster følger senere

Henover 2022 har priserne på energi været stødt stigende grundet Ruslands invasion af Ukraine. Derfor kan DLG på nuværende tidspunkt ikke fastsætte prisen for tørring af afgrøder, der ligger tre til fire måneder ude i fremtiden. Tørringstaksterne vil dog blive fastsat inden høsten.

- Vi skal både for kundernes og DLG’s bedste sikre, at tørringstaksterne afspejler energimarkedet så præcist som muligt. Der er i øjeblikket stor usikkerhed i energi- råvaremarkedet, og derfor mener vi, at det er i alles interesse at fastsætte tørringstaksterne, når vi kommer tættere på høsten, forklarer Camilla Blicher Simonsen.

Proteintillægget fortsætter

Som det første andelsselskab herhjemme begyndte DLG i 2016 at præmiere foderhvede og foderbyg med højt proteinindhold – og i år er ingen undtagelse.

- Vi giver et incitament til at producere korn med særligt højt proteinindhold, og det er godt for både klimaet, miljøet og økonomien, påpeger Camilla Blicher Simonsen.

DLG forventer igen i år at aftage majoriteten af de afgrøder, som de danske landmænd indleverer i høstperioden.

Læs også