Selvom lysten tiltager med dagenes længde, er det stadig for tidligt at begynde at så i køkkenhaven. I løbet af april kan man begynde forkultivering i drivhuset.
Solskin og forårsstemning det ene øjeblik - slud og blæst det næste.
Marts og april er måneder, som kan vise sig fra både sin smukke og sin barske side - nogle gange på samme dag. I april mærker vi for alvor at lyset er vendt tilbage, og at det kribler i fingere for at komme ud i haven. Efter en lang vinter er der meget, vi gerne vil ordne, men vejret og den kolde jord kan drille og forpurre de ellers gode intentioner i både køkkenhave og prydhave. Et generelt godt råd for haven i april er derfor at holde lidt igen og være tålmodig. Det skriver Haveselskabet i en pressemeddelelse.
Her fremhæver de også, at man skal gå forsigtigt frem, når det drejer sig om at begynde at så i køkkenhaven.
Kølig jord
- Køkkenhaven er noget, mange haveejere glæder sig til, og når den første forårsdag melder sig, kan vi næsten allerede smage de friske grøntsager og nyopgravede kartofler. Men selvom luften føles lun, er jorden stadig til den kølige side i april, så gå lidt forsigtigt frem.
Man kan så småt starte med valsk bønne, spinat, radiser, stikløg og læggekartofler. Er man i tvivl om tidspunktet for såning, er det altid en god idé at følge anvisningerne på posen.
Til gengæld er april en god måned at begynde at forkultivere planter, der senere skal ud i køkkenhaven. Forkultivering i drivhus er fint, fordi forårssolens stråler sagtens kan varme det op, samtidig med at glasset beskytter mod kulden om natten.
I april kan man gå i gang med blandt andet majs, squash og bønner, som så lige er til at plante ud, når jorden er varmet mere op.