Roesæson har været rig på udfordringer

10 Maribo-sorter fra DLF Beet Seed i Holeby er med på den nye sortsliste for 2024, hvor der er store forventninger til især sorterne Aragon, Nakskov og Castello.

Udbyttet for 2023-sæsonen vil nok lande i nærheden af fem års-gennemsnittet. Foto: DLF Beet Seed

Ole Lauridsen er til daglig salgschef hos DLF Beet Seed i Holeby, men driver også selv landbrug og har derfor på egen krop mærket, hvor ekstreme vejrholdene i 2023 har været som roedyrker. Han glæder sig dog over, at der trods alt høstes pæne udbytter.

- Når det er sagt, må jeg konstatere, at udfordringer har vi haft nok af. Lige fra et vådt og koldt forår efterfulgt af tørke i maj-juni til nu ekstremt våde høstforhold i november, hvor markerne har været næsten umulige at køre på, siger Ole Lauridsen.

Udbytterne kommer med store variationer. Det skyldes blandt andet problemer med at bekæmpe ukrudtet, der spirede frem efter tørkeperioden i forsommeren, hvor roebladene ikke voksede nok til at kunne lukke rækkerne helt af. Alligevel vurderer Ole Lauridsen, at vi totalt set får et udbytte tæt på fem års-gennemsnittet. Det er godkendt, betingelserne taget i betragtning.

Høje sukkerpriser luner

- Som roedyrkere kan vi glæde os over høje sukkerpriser, der giver et godt dækningsbidrag i roemarkerne. Og når vi ser på resultaterne for vores egne Maribo- hovedsorter fra forsøgene i år, så ligger Aragon RZ med +919 kroner i forhold til gennemsnittet af de dyrkede sorter og Davinci RZ med +868 kroner.

Generelt har Maribo-sorterne et fint bladdække – Fanfare RZ har faktisk haft størst bladdække af alle sorter i forsøgene. Ole Lauridsen kan også notere, at Maribo-sorterne generelt har renhed over gennemsnittet og dermed udnytter renhedstillægget optimalt. Men renheden er – ligesom sukkerprocenten – udfordret på grund af den megen regn.

Lovende sorter til 2024

Selvom roehøsten ikke er slut, er det tid at disponere roefrø til den nye sæson. Igen i 2024 er sortslisten ekstra lang, da det danske og det svenske afprøvningssystem er under sammenlægning. Således er der 10 Maribo-sorter med.

Ole Lauridsen fremhæver den nye Aragon RZ med et meget højt rodudbytte, den velafprøvede Nakskov RZ med en vis nematodetolerance og den stærke nematodesort Castello RZ/NT.

- Den velkendte Davinci RZ er også værd at nævne, tilføjer Ole Lauridsen. Den har været en stabil sort med højt udbytte de seneste år, og har klaret sig rigtig godt i forsøgene igen i år.

Er man interesseret i prøvesorter, tilbyder DLF Beet Seed to helt nye sorter – Caspian RZ og Gandalf RZ/NT. Også i 2024 tilbydes sorten Nakskov RZ i en økologi-version.

Læs også