Køb dansk frem for udenlandsk
FØDEVARER Det er sjældent, at de danske æbler, agurker og tomater, som forbrugerne lægger i indkøbskurven, indeholder pesticidrester over de tilladte grænseværdier. Det viser en ny rapport, som Fødevarestyrelsen har lavet i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet.
Ud af 99 prøver af dansk frugt blev der, ligesom i 2017, ikke fundet nogen overskridelser af grænseværdien. For danske grøntsager fandt styrelsen to overskridelser i 210 prøver.
- Det er meget positivt, at undersøgelserne endnu en gang viser, at dansk frugt og grønt har et lavt indhold af pesticidrester, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen i en pressemeddelelse.
Ifølge rapporten er der flere pesticidrester i udenlandsk frugt og grønt end i dansk. I 2018 blev der fundet pesticidoverskridelser i 1,4 procent af de udenlandske frugter og i 3,6 procent af grøntsagerne. Flest overskridelser af grænseværdierne var der i frugt og grønt fra 3. lande, det vil sige lande uden for EU.
- I 2020 kører Fødevarestyrelsen en kampagne, hvor vi ser nærmere på pesticidresterne i udenlandske fødevarer. For selvom der kun er få varer, som overskrider grænseværdien for pesticidrester, så er enhver overskridelse uacceptabel, siger Henrik Dammand Nielsen.
Ifølge styrelsen kan forbrugere nedsætte pesticidindtaget med cirka en tredjedel, hvis der købes danskproducerede afgrøder, når det er muligt - og endnu mere, hvis der også købes økologisk.