Rasmus Bülow, deltager ved DM i klipning: - Jeg går kun efter at vinde, selvfølgelig

Sidste år vandt Rasmus Bülow DM i mønstring i Herning. Nu er han rykket endnu længere fra hjemstavnen på Sjælland og går benhårdt efter DM-titlen i klippekonkurrencen i Aars.

Han er en nørd i ordets fineste betydning og intet er overladt til tilfældighederne, når den 23-årige agrarøkonom og »cow fitter«, Rasmus Bülow tager en klippemaskine i hånden og begynder at klargøre kvier og køer til dyrskuer.

For det utrænede øje, kan det være svært at se forskel på, om en ko er vasket, klippet og helt almindeligt klargjort til dyrskue eller hun har været igennem en klargøring, som er en prinsesse værdig, hos den unge sjællandske cow fitter.

Men for de professionelle er der en verden til forskel. Og Rasmus Bülow elsker at fitte køer, derfor har han tilmeldt sig DM i klipning på året Agro Nord.

Det handler om akkuratesse, præcision og detalje nørderi.

- Jeg går efter at vinde, selvfølgelig, det gør jeg altid når jeg stiller op i en konkurrence, siger Rasmus Bülow, som i sommers vandt DM i mønstring i senior-klassen på Landsskuet i Herning.

 Altid køer

Siden barnsben er interessen for køer bare vokset og vokset, og altid har avl og dyrskuer været en stor del af ko-passionen. De første år var det med klipning noget han gjorde, når forældrenes køer fra ejendommen i Ringsted skulle klargøres til skue.

Som 15-årig kom Rasmus med i Vikings fototeam og lærte det grundlæggende omkring klargøring.

- Senere blev jeg elev på Gjorslev Gods, hvor kvægbrugsleder Christian L. Pedersen lærte mig om, hvordan man fitter og så har jeg fulgt flere, som bare er rigtig dygtige, blandt andet Lars Bo, som er professionel cow fitter.

- Jeg går meget op i tingene og er rigtig ambitiøs, fortæller den unge fitter, som har deltaget i udenlandske klargøringskonkurrencer og blandt andet blevet nummer 22 ud af 150 deltagere.

- Jeg blev bedste dansker, siger Rasmus, som også har hjulpet flere danske udstillere, med at klargøre deres køer og kvier inden et skue.

 

- Jeg går efter at vinde, selvfølgelig, det gør jeg altid når jeg stiller op i en konkurrence.

Rasmus Bülow

Canadiske speciallavede knive

Når man er så passioneret omkring klippe-håndværket, er en klippemaskine ikke bare en klippemaskine og knivene, som Rasmus Bülow bruger, kan heller ikke bare hentes en fredag eftermiddag i den lokale foderstofforretning.

- Det er speciallavede knive fra Canada, som klipper endnu mere tæt og efterlader en rigtig god finish, fortæller Rasmus. For ham er det afgørende, at kvien er rigtig godt vasket – flere gange og med sæbe, for at hårene bliver bløde og er til at arbejde med.

- Det hele handler om at få det bedste frem i det dyr, man står med, siger han.

 At fornemme dyret

Inden dagen for DM i klipning, skal Rasmus Bülow fintunes, for selvom håndværket ligger på rygraden, er det rart lige at få det helt ud i fingerspidserne.

Derfor skal et par kvier klippes for at få toptunet klippefærdighederne.

Alligevel er der meget mere end klippeteknik, som har betydning for det endelige resultat. For Rasmus skal i den grad kunne fornemme den kvie han står med.

- For eksempel når jeg har blæst overlinjen op og skal klippe den lige. Hvis kvien hoster, eller jeg er uopmærksom, kan der komme et hak i overlinjen og det hår kan jeg ikke lime på igen, der har jeg altså kun det ene skud i bøssen, forklarer Rasmus Bülow, der glæder sig, som et barn til juleaften, til at gå i ringen med en klippemaskine i hånden.

Oplev DM i klipning på nært hold

Som noget helt nyt på Agro Nord og for første gang i Danmark kan unge mennesker mellem 13- og 25 år deltage i DM i klipning. 13 unge er tilmeldt fordelt i to kategorier, »Begynder« og »Ekspert«. I begge klasser vil der foruden klippehåndværket også blive lagt vægt på selve håndteringen af kvien.

Alle deltagere skal klippe hver sin kvie, som placeres i ringen, så publikum kan komme helt tæt på. I begynderklassen har deltagerne tre timer, mens Ekspertklassen har to og en halv time til opgaven.

Der deltager både piger og drenge, som foruden titlen som danmarksmester kan kæmpe for en pengepræmie sponsoreret af de medvirkende genetikfirmaer.

Konkurrencen bedømmes af Christian L. Pedersen fra Gjorslev Gods på Sjælland.

Læs også