En tidlig julegave i form af 14 mio. kr. er på vej ud til de foreninger og organisationer, som har søgt årets dyrevelfærdspulje, oplyser Landbrugsstyrelsen.

Styrelsen oplyser, at  ligesom de foregående år, har der været stor efterspørgsel på tilskud fra dyrevelfærdspuljen, og selvom der i år er rekordmange midler, har det ikke været svært at afsætte dem. Alle tilskudsberettigede ansøgere har efter prioritering fået tilskud.

- Vi udbetaler pengene til arbejdet med dyrevelfærd i Danmark inden jul, så de foreninger og organisationer som har søgt puljen, er klar til at hjælpe nødstedte dyr i 2019, lyder det fra Landbrugsstyrelsen.

Formålet med dyrevelfærdspuljen er at forbedre dyrevelfærden i Danmark. Derfor er det muligt for foreninger og organisationer, der arbejder for bedre dyrevelfærd at søge om tilskud til aktiviteter, der knytter sig til dette arbejde.

Hovedparten af støtten er målrettet foreninger, der arbejder for at komme dyrene direkte til undsætning. I alt er mere end 90 pct. af puljens midler gået til foreningsstøtte.

Tilskud til foreninger går til:

  • Transport eller behandling af syge og tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.
  • Drift af internater for tilskadekomne, misrøgtede, herreløse eller vilde dyr.
  • Oplysningskampagner om dyrevelfærd.

Resten af puljen er tildelt udviklingsprojekter, der støtter og skaber ny viden om arbejdet med dyrevelfærd.

Her er link til modtagere af tilskud