TURISME Rundt om i landet spirer mikroturismeerhverv op i form af små overnatningssteder, lokalt guidede og tilrettelagte naturoplevelser samt lokale spisesteder.

Men der er plads til endnu flere små turismevirksomheder – særligt i landdistrikterne. Her har mikroturismen stadig et uforløst vækstpotentiale, der kræver fokus og understøttelse, hvis det skal forløses.

Dét er udgangspunktet for tre virtuelle netværksmøder, som Landdistrikternes Fællesråd i maj er vært for.

Onsdag den 6. maj klokken 15-17.30 er der fokus på markedsføring, mens det fredag den 8. maj handler om produktudvikling fra klokken 13-15 og om salgsoptimering fra klokken 15-17.30.

Virksomheder inden for mikroturisme i landdistrikterne kan gratis deltage i netværksmøderne, men skal tilmelde sig via Landdistrikternes Fællesråd.