Den midtsjællandske minkavler Henrik Svendsen blev overrasket over en total nedlukning af dansk minkproduktion og vurderer, at det er et endegyldigt farvel til den danske produktion af minkskind.
MINKKRISE Minkavler gennem 30 år, Henrik Svendsen fra Hvalsø på Midtsjælland, fik via en SMS fra en ven kort før det pressemøde, hvor statsminister Mette Frederiksen fastslog, at alle mink i Danmark – inklusiv avlsdyrene – skal aflives og branchen i »en årrække« nu er lukket ned.
- Det var lidt et hul at ryge i, siger Henrik Svendsen, der fortæller, at han nu kommer til at sige farvel til en medarbejder på bedriften.
Som den midtsjællandske minkavler ser det, er det et endegyldigt farvel til hele den danske produktion af minkskind for al tid.
- Jeg tror simpelthen ikke på, at minkavl kommer igen. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg har meget svært ved at se, hvor vi skal skaffe avlsdyr fra. Alle andre steder i verden kæmper de jo med plasmacytose eller andre ting.
Smittepresset ville falde
Henrik Svendsen fortæller, at beslutningen i den grad kom bag på ham. Inden sms’en tikkede ind, har han og andre minkavlere på Sjælland selvfølgelig gået og holdt vejret, når man har fulgt udviklingen i smittespredningen på de jyske minkfarme.
- Jeg håbede, vi kunne gå fri, indtil vi havde pelset. Så ville populationen på min farm falde fra 18.000 til 3.000 mink. Og så falder smittepresset, som er på minkfarmen, jo voldsomt, må man gå ud fra.
- Jeg må indrømme, at jeg ikke havde set det her komme. Jeg var allerede i gang med at lave aftaler med jyske minkavlere om, at de skulle have avlsdyr, hvis vi klarede frisag, siger Henrik Svendsen.
Modsat flere af sine kolleger har Henrik Svendsen i de seneste år med lave priser ikke skruet ned for produktionen. Også selv om han siden 2014 har kørt med underskud i sin minkforretning.
Var klar til opsvinget
Effektivt Landbrug fulgte ham gennem flere artikler i 2018 og 2019, hvor han fortalte, at grunden til, at han ikke har droslet ned på sin minkproduktion, er, at han ville være klar til opsvinget, som han så komme lige om hjørnet.
Også gennem 2020 har han kørt med fuld produktion, og han havde stadig ingen planer om at skrue ned.
- Var coronaen ikke kommet, var der lagt i kakkelovnen til, at det skulle vende i år, for der er faktisk kommet ret godt gang i pelssalget i Kina igen. Jeg har troet på det hele tiden, siger Henrik Svendsen, der udover minkavl blandt andet også har en større planteproduktion og driver et lagerhotel på sin bedrift.
- Var coronaen ikke kommet, var der lagt i kakkelovnen til, at det skulle vende i år, for der er faktisk kommet ret godt gang i pelssalget i Kina igen.
Henrik Svendsen
- Ikke på noget tidspunkt har jeg været på vej ud af minkbranchen. Det har jeg ikke.
Forståelse for beslutning
Til trods for den brutale besked om nedlukning af hans erhverv gennem 30 år viser Henrik Svendsen dog forståelse for beslutningen.
- Vi kan jo ikke hamle op med folkesundheden. Og jeg kan ikke vurdere, om det er så slemt, som de siger, det er. Det må vi tage for gode varer, at det er. Hvis de der mutationer i Nordjylland gør et eller andet, så vaccinerne ikke virker. Det kan vi jo ikke leve med, erkender Henrik Svendsen.