Store forventninger til den nye roesæson

MariboHilleshög håber at kunne overgå 2020-sæsonen, hvor der blev sået Maribo-frø i hver tredje danske sukkerroemark.

ROEFRØ MariboHilleshög har netop afsluttet en kort salgskampagne, hvor Holeby-virksomheden solgte sukkerroefrø fra 2020-sæsonen til attraktive priser. Det blev en succes, fastslår salgschef Ole Lauridsen.

- Det var tydeligt at mærke, at dyrkerne har været godt tilfredse med vores sorter, som i år har dækket cirka en tredjedel af det danske roeareal. Mange skyndte sig derfor at slå til, mens vores sorter Davinci, Twix, Nelson og Roxy kunne købes til en skarp pris, siger han.

Nu bliver der snart åbnet for salg af de sorter, der kommer med på sortskommissionens sortsliste for 2021. I den forbindelse opfordrer Ole Lauridsen dyrkerne til at være opmærksomme på, om frøprisen er regnet med i de økonomiske resultater fra udbytteforsøgene.

- Vores egne priser ligger på et niveau, hvor der kan være op til 400-500 kroner at spare pr. unit. Men udover prisen og forsøgsresultaterne bør dyrkerne selvfølgelig også tage egne erfaringer med de enkelte sorter i betragtning, når de bestiller frø til 2021.

Ole Lauridsen påpeger, at der er stor forskel i forsøgene på de enkelte lokaliteter, og forsøgsusikkerheden er høj.

Genvalg til alle sorter

2020-sæsonen har været gunstig med fine, tørre høstforhold langt ind i november, god tilvækst, høj renhed og fortsat høj sukkerprocent. Det gælder også hos Torben Frandsen, Ringsebøllegård ved Rødby, som har dyrket sorterne Davinci, Twix og Roxy.

- Såbedet var en udfordring på en del af arealet med Davinci, så fremspiringen kunne være bedre. Men roen kompenserede virkelig godt for det lidt lave plantetal, så udbyttet kom alligevel op på 14-15 tons sukker pr. hektar, fortæller Torben Frandsen, som giver genvalg til alle tre sorter i 2021.

Ole Lauridsen oplyser i den sammenhæng, at MariboHilleshög fortsætter salget af roefrø fra den nye sortsliste 2021 til gunstige priser og betingelser uden leveringsomkostninger og ekstra gebyrer.

jhal

Læs også