Brandsikring under motorhjælpen har stor effekt
Denne sommer var risikoen for brande under høsten ekstra stor.
Så galt kan det gå, hvis man ikke er opmærksom nok på brandsikring på sine maskiner. Arkivfoto.
Topdanmark Forsikring modtog over 90 anmeldelser om brande i mejetærskere og pressere, men under ti procent blev totalskadet. Den udvikling beror primært på én ting.
- Flere og flere investerer i forebyggelse, og det har stor betydning, siger agronom Svend-Anker Worm fra Topdanmark.
Høstsæsonen 2018 var usædvanlig varm og tør. I tre måneder kiggede lanbru-get forgæves efter regn. Knastørre kornmarker og brandvarme motorer viste sig at være en opskrift på brande i mejetærskere og halmpressere.
I løbet af juli og august modtog Topdanmark 90 anmeldelser om brande i mejetærskere og i halmpressere. Det er det højeste antal der er registreret de sidste ti år.
- I sommerens hede kan en brandvarm motor nemt antænde støv og halmrester. Det så vi mange eksempler på i år, og det er svært helt at forebygge risikoen under de forhold, siger Svend-Anker Worm, der er agronom hos forsikringsselskabet.
Landmænd tager ingen chancer
Ikke desto mindre er det hans oplevelse, at landmændene var godt forberedt på brandrisikoen. Således blev kun seks af de ca. 70 mejetærskere totalskadet.
- Det skyldes generelt to forhold: Dels at landmændene i mange tilfælde havde pulverslukkere, vandvogne ol. Med i marken og hurtigt fik lukket ilden og dermed begrænset skaden. Samt at flere og flere landmænd investerer i såkaldt punkt-sikring, der hurtigt kan slukke en brand i motoren, siger Svend-Anker Worm.
Punktsikring er en form for automatisk brandsikring, hvor man forbinder en pulverslukker med en speciel slange, som trækkes rundt i motorbrønden. Opstår der ild i motoren, vil der gå hul på slangen så pulveret sprøjter ud og kvæler ilden. Erfaringen fortæller, at langt de fleste brande opstår i motorrummet.
. Punktsikring er en investering, som er givet rigtig godt ud i tilfælde af en motorbrand. Vi har set mange eksempler på brande, hvor punktsikring har forhindret en totalskade på en mejetærsker til 3,5 millioner kroner, siger agronomen og fortsætter:
- Udgiften til rengøring og reparation af motoren løber måske op i 80-100.000 kr., så det er en forskel, der betyder noget. Og så er mejetærskeren vel at mærke repareret i løbet af få dage, så høsten kan fortsætte. Levering af en helt ny mejetærsker tager meget længere tid, lyder det fra Svend-Anker Worm.