Handelsgigant i højt gear
Gasa Group er blandt de helt store spillere på det europæiske blomstermarked, og med det nye domicil i Odense er den fynske handelsvirksomhed gearet til fremtiden.

- Den store gevinst ved flytningen er en meget højere effektivitet, siger direktør Daniél Vesterlund foran Gasa Groups nye domicil på Logistikvej i Højme.
- Den helt store gevinst ligger i en langt højere effektivitet.
Gasa Group kan inden længe fejre etårs fødselsdag på virksomhedens nye adresse, og direktør Daniél Vesterlund er ikke i tvivl om, at flytningen fra de 52.000 kvadratmeter på Lavsenvænget i Bolbro til de 21.000 veltrimmede kvadratmeter på Logistikvej i Højme har ført til et markant løft i virksomhedens effektivitet.
- Nu har vi fået en super velfungerende terminal, hvor vi kan drive den samme drift på under halvdelen af det tidligere areal. Det betyder, at vi ikke længere skal slås med en masse spildkvadratmeter, siger Gasa Groups direktør.
- Det er også en kæmpe fordel, at vores administration og vores tre salgsafdelinger nu sidder sammen. Det gjorde de ikke før, og det har ført til en helt anden interaktion mellem afdelingerne, uddyber Daniél Vesterlund, som også nævner et markant lavere energiforbrug i de nye omgivelser.
Lynhurtig logistik
Et billede af virksomhedens effektivitet ser nogenlunde således ud:
Salgsafdelingen bestiller varer hos gartnerne frem til klokken 10.30. Mellem klokken 15 og 16 ankommer varerne til Gasa Groups nye terminal, hvor de scannes og pakkes på kundeniveau. Derefter henter lastbiler varerne, og kører dem ud til kunderne i hele Europa.
- Kunder, som bestiller varer på webshoppen eller hos en af vores sælgere inden klokken 10.30, får varerne leveret i Sverige eller Schweiz eller et andet sted i Europa næste morgen klokken 8. Så hurtig en logistik er der ikke mange, der kan præstere, siger Daniél Vesterlund og tilføjer, at det er nok lige så hurtigt, som Arla kan bringe mælk fra landmændene og ud til de danske dagligvarebutikker.
Udenlandske afdelinger
Halvdelen af Gasa Groups omsætning, der sidste år rundede 2,3 milliarder kroner, kommer fra virksomhedens afdelinger i udlandet. De udenlandske afdelinger ligger i Tyskland, Polen, Holland og Ungarn.
- Vores afdelinger i udlandet betyder meget for det europæiske sortiment, vi gerne vil udbyde til vores kunder. Det danske sortiment kan desværre ikke stå alene, så en del af vores sortiment kommer fra Holland og Tyskland. For en virksomhed som vores er det vigtigt at være til stede med både logistik og salgsplatforme i disse lande, siger Daniél Vesterlund.
Men de danske gartnere er også vigtige samarbejdspartnere for Gasa Group.
- Vi samarbejder med de danske gartnere hver eneste dag omkring afsætningen af deres produktion. Halvdelen af vores varer går ud af Danmark, så det er helt essentielt, at vi har et godt samarbejde med de danske gartnere, understreger Daniél Vesterlund. Samarbejdet omfatter cirka 150 gartnere.
Hård konkurrence
Gasa Group opererer i en branche, hvor der kæmpes hårdt om markedsandelene. Slutkundernes forbrug af blomster og planter ligger nemlig meget stabilt. En tysk undersøgelse viser, at kunderne i gennemsnit bruger mellem 102 og 107 euro på blomster og planter om året.
- Det er et totalmarked, som hverken vækster eller falder nævneværdigt, så det handler om at vinde i konkurrencen med de øvrige spillere på markedet, fortæller Daniél Vesterlund, som peger på Gasa Groups Young Plants-afdeling, som et af de stærke kort, som den fynske handelsvirksomhed har på hånden.
- Vores Young Plants afdeling køber og distribuerer for forædlere i hele Europa. Det giver os en unik mulighed for at påvirke produktionen på nærmarkederne, allerede inden den kommer ud til gartnerne, påpeger Gasa Groups direktør.
- Vi er også blandt de eneste, der har egne salgs- og logistik-platforme i de tre store produktionslande, Danmark, Holland og Tyskland, og på den måde kan binde det hele sammen til ét sortiment. Det er en stor styrke i fremtidens konkurrence, siger Daniél Vesterlund.
- Og vi tror på fremtiden, understreger han. Ellers havde vi heller ikke bygget det nye domicil.
Gasa Groups historie
- Gasa Group blev etableret i 2001 i en fusion af Danmarks tre største plante- og blomstereksportvirksomheder Gasa Aarhus A/S Exposa A/S og Gasa Odense – Blomster A/S.
- Både Gasa Aarhus og Gasa Odense blev etableret som andelsselskaber i 1929 og fortsatte deres virke som selvstændige selskaber i Gasa Group indtil 2004, hvor de fusionerede til Gasa Group Denmark A/S.
- I 2007 blev kapitalgrundlaget i Gasa Group Holding A/S styrket via DLG, der opnåede en ejerandel på 63 procent. Gasa Group blev således på dette tidspunkt et integreret datterselskab i DLG-koncernen.
- Gasa Bøg koncernen blev etableret i august 2012 som følge af en fusion mellem Gasa Group og Bøg Madsen A/S. Bøg Madsen A/S blev grundlagt af Ejvind Bøg Maden i 1941.
- DLG’s ejerskab af Gasa Bøg blev styrket i 2013 til 82 procent, idet DLG valgte at overtage bankernes aktiebeholdning.
- Pr. 1. januar 2015 skiftede Gasa Bøg koncernen navn tilbage til Gasa Group.
- I 2015 købte DLG de sidste ejerandele og fik dermed 100 procent ejerskab af Gasa Group.
- DLG solgte pr. 29. december 2017 80 procent af Gasas Group til den danske kapitalfond Erhvervsinvest Management. A/S.
Kilde: Gasa Group