Holbæk og landbruget
Fem spørgsmål til John Harpøth (DF), viceborgmester i Holbæk Kommune.

Det er John Harpøth fra Dansk Folkeparti, der er 1. viceborgmester og formand for Klima & Miljø i Holbæk Kommune, som har svaret på spørgsmålene, og det er sket efter et ønske fra Holbæks socialdemokratiske borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen.
1) Hvor vil du på en skala fra 1 (minimum) til 10 (maksimum) prioritere landbrugets betydning for kommunen?
- Landbrug er vigtigt og får en 10’er. Danmark har altid været et landbrugsland. Der er mange jobs inden for landbruget, og det er vigtigt, at der bliver lavet en mulighed for at unge kan få lov til at overtage gårde, som er blevet overtaget af banker/kreditforeninger.
- Der skal være mulighed for at banker/kreditforeninger kan indgå kontrakter på 10 år med unge landmænd, og med en indbygget mulighed for at de kan overtage gården selv efter endt kontrakt. Kun på den måde undgår vi, at der er kæmpelandbrug i fremtiden.
2) Hvad mener du er landbrugets største udfordring i disse år?
- Det er manglende indtjening, dårlige priser på producerede produkter, og at de altid skal have de sidste nye maskiner, som de ikke har råd til.
3) Hvad er dit kendskab til landbrug?
- Jeg er født på Bonderup Herregård, hvor min far var forpagterens højre hånd. I hele min opvækst har jeg haft med landbrug at gøre – ordnet marker, malket køer og passet grise. I dag har jeg selv 30 tønder land (16,5 hektar, red.), som passes af min bror.
4) Hvad kan kommunen gøre bedre for at hjælpe landbruget?
- Hurtigere sagsbehandlinger og måske mindre kontrol. Vi kan også lave en markedsføring af Holbæk Kommune som landbrugskommune. Vi har som kommune dog store udfordringer med få produktionsenheder, der ikke vil forstå det gode landmandskab.
5) Hvilket samspil er der mellem by og land i kommunen – og hvad kan gøres bedre?
- Det er her, det gode landmandskab kommer ind. Vi skal have den gode dialog og forståelse over for hinanden. Det er også vigtigt, at bybefolkningen er nysgerrige over for landbruget og har forståelse og respekt for dem, som er kommet først.
Region Sjælland
Indbyggertal: 71.297
Areal: 577,2 km2
Befolkningstæthed: 123,5 pr. km2
Hovedby: Holbæk (28.300)