Landbrugsnoter: Regnskabsassistent tilbage i folden hos SLF

Annika Lorenzen, 36 år, er ny regnskabsassistent hos SLF – Sønderjysk Landboforening. ​Hun skal hjælpe landmænd med Ø90 regnskaber og bogføring.

Annika Lorenzen kommer fra en stilling som regnskabsassistent hos LHN, men har tidligere arbejdet i SLF. Hun er uddannet i den tidligere Løgumkloster-afdeling tilbage i 2008.

- Jeg glæder mig til at møde SLF kunder og hjælpe landmændene med det bogføringsarbejde, de ikke har tid til i hverdagen, så de kan koncentrere sig om deres bedrift. Og så ser jeg frem til at komme tilbage til SLF, hvor jeg i forvejen kender nogle af kollegerne, fortæller Annika Lorenzen.

LandboNord med to årsmøder

I denne uge har LandboNord to store nordjyske arrangementer i Vrå. Det er først årsmødet i LandboNords KvægRådgivning i dag, som starter her til formiddag. onsdag. Torsdag eftermiddag gælder det årsmødet i LandboNord Svinerådgivning.

Alt udsolgt til møder med Landbrugsstyrelsen

Der er fuldstændig udsolgt, når Landbrugsstyrelsen i denne uge mødes med landmænd og landbrugskonsulenter. I alt er 650 deltagere fra hele landet tilmeldt de tre arrangementer, hvor de kan mødes med Landbrugsstyrelsen. Første møde var i går i Rebild Bakker. I dag er det i Middelfart og i morgen i Roskilde.

På hvert af de tre møder kan deltagerne blive indviet i, hvad der kommer til at røre sig i Landbrugsstyrelsen i år og få mulighed for at komme med input til styrelsens arbejde.

- Landbrugsseminarerne er en mangeårig tradition og en af de måder, hvor vi kan sikre, at konsulenter og landmænd er bedst muligt forberedt til årets ansøgningsrunde. Samtidig får vi uundværlige input til vores arbejde, så vi kan lave regler, der også virker for landmænd og konsulenter. Den direkte dialog med vores kunder giver os størst mulighed for at gøre det nemt og enkelt at være kunde i Landbrugsstyrelsen, siger direktør i Landbrugsstyrelsen Jette Petersen.

Jobformidling fejrer 25 års jubilæum

Hos jobformidlingsvirksomheden AB-Farm er der nu gået 25 år siden de første landbrugspraktikanter fra Baltic States (Estland og Letland) blev formidlet til praktikpladser hos danske landmænd.

De sidste 20 år har langt størstedelen af udenlandske praktikanter til dansk landbrug været ukrainske landbrugspraktikanter. Samarbejdet med UA-partner til rekruttering af landbrugspraktikanter i Ukraine  kan med stolthed fejre 20 års jubilæum.

- I AB-Farm´s kundekartotek findes adskillige landbrugskunder som har benyttet vores job-formidling i mere end 20 år ……….. hvilket vi er  meget taknemlige for, og anser som »den bedste reklame«, lyder det fra AB-Farm i anledning af jubilæeet.

Læs også