Det er ikke længe siden, Poul Vagn Nielsen tog kartoflerne op af jorden omkring Hørbygård for 61. gang.

- Det blev til 200 timer i denne omgang med at stå derude. Det var til at have med at gøre. Sidste år var lidt værre, der måtte vi bruge 245 timer, fortæller den 87-årige landmand, der har drevet Hørbygård ved Hobro siden 1958.

Og selvom kartoffelmelsfabrikken AKV i Langholt har meddelt, at man med sine nye systemer sagtens kan tage kartofler, der er meget mere beskidte, end dem der bliver leveret ind fra Hørbygård, har Poul Vagn Nielsen ingen ambitioner om at ændre på proceduren med én mand på traktoren – hans karl gennem mere end 50 år, Kristian Vestergaard Andersen – mens han selv og en løst tilknyttet medarbejder tager sig af at få sorteret sten og jord fra.

- Vores smudsprocent er på halvdelen af gennemsnittet, og selvom nogle måske griner af, at vi er tre mand om det, og vi har fået at vide, at de ikke behøver være så rene. Så vil jeg altså ikke til at betale for at transportere jord og sten til fabrikken. Det løber alligevel op, hvis der er fem procent af lasten, man ikke får noget for. Jeg er sikker på, at det godt kan betale sig, at gøre som vi gør, siger han.

Ikke andet at give sig til

I dag driver han cirka 200 hektar jord. 60 hektar kartofler, 100 hektar hvede og 40 hektar raps.
Og selvom han trækker op i den statistik, der i forvejen fortæller om mange aldrende landmænd, har han bestemt ikke tænkt sig at lade sig pensionere foreløbig.

- Jeg har været glad for hvert eneste år her på gården, og har tænkt mig at blive ved med at arbejde her, så længe jeg kan. Hvad skulle jeg ellers give mig til, spørger han.

Amerikansk inspiration

Selvom Poul Vagn Nielsens træsko har været solidt plantet i den himmerlandske muld i over 60 år, er der alligevel en international duft over Hørbygård. Det fornemmer man allerede, når man kører ind på gårdspladsen, hvor det amerikanske flag vejrer ud fra stuehuset. I garagen har han en samling af nummerplader fra samtlige amerikanske stater.

Når Poul Vagn Nielsen trækker i tøjet for at vise rundt på gården, skal cowboyhatten selvfølgelig også på hovedet. Cowboyen fra Hørby, er der nogle, der kalder ham.

For USA betyder meget for landmanden, der selv tjente i staterne fra 1953 til 1955. Blandt andet hos familien Rovey i Arizona, som han stadig er i kontakt med, og jævnligt får besøg af.

Havde han selv haft valget, er han da heller ikke i tvivl om, at tilværelsen havde formet sig anderledes.

- Hvis jeg havde haft papirerne, var jeg aldrig nogensinde kommet hjem igen. Men min bror og jeg havde kun besøgsvisum, så vi måtte tage et halvt år ad gangen, og endte med at gøre, som vores far havde sagt, og ikke blive væk i meget længere end to år, hvis vi havde tænkt os, at rejse hjem igen. Han havde selv været landarbejder i Argentina i mange år, og sagde til os, at man ville blive så frygtelig træt af alle de regler og reguleringer, man havde i Danmark, hvis man først nåede at vænne sig til de noget mere frie rammer i udlandet.

Stadig husket

Selvom det ikke blev til længere tid, nåede Poul og hans bror George at gøre stort indtryk i Arizona, hvor de to jyder hurtig viste sig at have taget på de mexicanske landarbejdere, som ellers kunne være svære at styre.

- Flere af dem var dybt kriminelle, og man skulle generelt været noget forsigtig, når man arbejdede på landet i sydstaterne. Derfor undrede folk sig også nogle gange over, hvordan vi fik dem til at arbejde, så godt som vi gjorde. Der kunne jeg fortælle dem, at det sgu da var let nok:

Hvis bare man selv tog en skovl og begyndte at grave, så skulle de nok følge trop. For det var bestemt ikke alle hvide mennesker, der arbejdede på den måde, fortæller Poul Vagn Nielsen, der i dag kan se navnebroderen Poul styre bedriften med 3.000 køer i Phoenix. Og ja, han er faktisk opkaldt efter Poul Vagn Nielsen.

- Der blev lagt mærke til os, og dem der er gamle nok, de kan stadig huske os. Vi var de første danskere de havde haft, men de har haft 200 efter os, siger Poul Vagn Nielsen, der også hjemme på gården ved Hobro har haft fokus på de eksistenser, der ikke har passet så godt ind på skolebænken som mange andre.

- I mange år havde vi stor glæde af at få nogle af dem, der var helt håbløse i skolen, og hvor lærerne ikke har kunnet fatte det, når vi har fortalt, hvor dygtige de er. Det er altså dem, der har sværere ved tingene, der skal have støtte. Får de først det, kan de meget mere end både de selv om omverdenen tror, fortæller landmanden, der har set flere af hans tidligere praktikanter fortsætte i landbruget.

Flæsk og smør i husleje

I 1955 gik turen altså hjem til Danmark igen. Først gik tiden med at hjælpe til på faderens fødegård ved Tjele, en tur på landbrugsskole og siden et job som forvalter på Torstedlund ved Haverslev i Himmerland.

I den periode mødte han også sin hustru, Sigrid, og i 1958 bød muligheden sig så endelig for at drive deres eget sted, da direktør Jensen fra Havemanns Magasin i København manglede en ung mand til at drive gården.

Poul Vagn Nielsen fik valget imellem at blive bestyrer, forpagte eller købe gården. I første omgang valgte han at forpagte.

- Vi havde ingen penge at købe gården for, men en leje på 80 kilo flæsk og 80 kilo smør hvert kvartal var svær at takke nej til, husker Poul Vagn Nielsen, der købte Hørbygård 10 år senere i 1968.

En landmand skal være hjemme

Og ligesom hans familie er opdraget til at komme ud og opleve verden, har han heller aldrig været i tvivl om opgaven, siden han flyttede ind på Hørbygård.

- Jeg kan huske, at direktør Jensen gav mig et godt råd: Bliv hjemme og pas det, jeg har sat dig til at passe. Så det gør jeg stadigvæk. Jeg synes, det bliver for meget med folk, der i tide og utide vil til Polen på jagtrejser og det ene og det andet. I mine yngre dage ville jeg da også gerne gå på jagt, men det var én gang om året. En landmands opgave er at være hjemme og passe gården. Det synes jeg, der er for mange, der glemmer, siger kartoffelavleren, der heller aldrig har haft trang til at investere i en ny og dyre maskinpark, store biler eller ekstravagante bygninger.

- Jeg bliver nogle gange spurgt, hvorfor jeg altid kører rundt i sådan nogle brugte maskiner. Der kan jeg kun svare, at det er fordi, jeg elsker traktorer, der er fuldt afskrevne og betalte. Tingene skal ikke ligne en million, hvis ikke de er det værd. Så i stedet for at gå op i store flotte bygninger og BMW’er med læderindtræk, har jeg altid sat en ære i få gården til at fremstå så ydmyg som mulig.

Derfor foregår høsten også stadig med den gamle Dronningborg 2500 fra 1975 og svigersønnens lidt nyere – men ikke meget – John Deere-mejetærsker.

- Vi plejer at klare de 100 hektar hvede og rapsen på 10-14 dage, og jeg kan ikke huske, vi har haft nogen stop.
Kartoffeloptageren fra Grimme krævede dog for et par år siden en nyere traktor i maskinhuset, men når man kan finde den slags – først til leje og siden til køb – hos naboen, er det heller ikke helt skidt.

Ud og få arbejdet gjort

Mens arbejdet i lade og mark altid har drevet Poul Vagn Nielsen, er kontorarbejdet en anden sag.

- Jeg har ikke haft tændt computeren i 15-20 år, og i 40 år var det vores post, der førte kassebogen. Han var jo vant til, at kassen skulle stemme, når han kom hjem, så han var den perfekte mand til opgaven. Efter han er stoppet har min datter og svigersøn så fået opgaven, fortæller han og holder på, at det altså er det gamle landmandshåndværk, der skal komme i første række på en gård.

- De landmænd, der bruger deres tid indenfor bag skærmen, de klarer sig altså ikke så godt, som dem, der kommer ud og får arbejdet gjort, mener han.

Andre tanker

Selvom han har lyttet til direktør Jensens råd om at blive hjemme, og selvom arbejdet i landbruget altid har trukket i ham – ligesom det har gjort i familien i generationer – ligger en af forklaringer på, hvad der har gjort Poul Vagn Nielsen i stand til et liv som selvstændig landmand i snart 61 år.

- Det var lidt svært at slippe fra kartoffeloptageren i år, men ellers har det de sidste 44 år ligget fast, at hver onsdag har der været møde i Rotary. Det har betydet, at jeg har truffet nogle mennesker, man som landmand ellers aldrig ville have truffet. Sagførere, sparekassedirektører og så videre. Jeg tror det er godt at få nogle nye tanker ind i hovedet engang imellem – især som landmand, forklarer han.

- Det er et problem, når en landmand selv går og roder med sine små problemer, for pludselig hober de sig op til et stort. Derfor tror jeg, det er vigtigt at komme ud og møde andre folk, og ikke mindst turde fortælle, hvor stor en gæld, man har. Det har jeg aldrig haft problemer med, og det tror jeg langt hen ad vejen har været med til at gøre mit liv lettere, fortæller han, inden det igen er tid til at få noget fra hånden.

For selvom man har rundet de 87 skal der altså ikke bruges al for meget tid i stolen.

- Hvis du lægger mærke til det, så er det som regel dem, der arbejder allerhårdest, der er i bedst humør. Jeg vil hellere ud og lave noget end at sidde herinde og gruble over tingene, konstaterer han.