Datamars vil tættere på kunderne
Datamars har lanceret hjemmesiden øremærker.nu. Det er sket for at komme tættere på kunderne, fortæller direktør Henrik Jacobsen.

Datamars Danmark er på vej til at udvide deres portefølje fra salg af øremærker, til også at tilbyde blandt andet sprøjter til brug ved vaccinationer i svineproduktion, fortæller direktør Henrik Jacobsen.
WEBSHOP Det skal være let at bestille øremærker. Men samtidig vil selskabet bag, Datamars Danmark, også gerne lidt tættere på kunderne. Derfor har selskabet i år lanceret hjemmesiden øremærker.nu.
I første omgang er der åbnet for salg af øremærker til kvæg, men i løbet af kort tid vil der også blive åbnet for salg af øremærker til svin og flere andre ting, fortæller direktør Henrik Jacobsen.
- Når man har gået den sidste tur blandt dyrene for dagen, kan man jo tænke »Jeg skal bruge øremærker nu«. Og der er det selvfølgelig, at vi kommer ind i billedet. Det er jo også til at huske. Derfor valgte jeg at købe domænet, siger han og fortsætter:
- Det er kvægmærker, der er kommet på først. Der kommer også svinemærker, aflæsningsudstyr og nyudviklede sprøjter til brug i svineproduktion i løbet af kort tid, siger Henrik Jacobsen.
Ifølge direktøren har selskabet, der er verdensomspændende, en strategi, der blandt andet retter sig mod landmænd, selv om Datamars også har interesser i andre områder.
- Man kører med en fuld portefølje, hvor målet er at gøre det daglige arbejde lettere, også for landmænd. Vi er blevet en del af det, og vores opgave er at producere øremærker til svin, men vi forhandler så også øremærker til køer i Danmark og Sverige, forklarer Henrik Jacobsen.
Tættere på landmanden
Han håber, at leveringerne af øremærker kan være med til at skabe et lidt tættere forhold mellem selskabet og kunderne.
- Vi får måske knyttet den enkelte kunde tættere til os. I dag leverer vi bare et øremærke til kunderne, uden at have nogen tilknytning til kunden. Det er meget anonymt det hele. Men vi vil gerne oprette en relation til kunden, siger Henrik Jacobsen.
Og samtidig kan hjemmesiden være med til at sørge for, at kunden får bedre mulighed for at se produktet nærmere efter i sømmene inden køb.
- Med brug af øremærker.nu går man ind og registrerer sig, logger på hjemmesiden, og man kan se produktet i 3D. Det vil sige, man kan vende og dreje produktet og se det fra alle sider. Vi vil gerne have, at produktet bliver gjort lidt mere lækkert, så at sige. Det skal være mere overskueligt at se på, siger han.
Når bestillingen er foretaget, vil man via øremærker.nu kunne følge sin bestilling, fra den er afgivet, og hele vejen til den bliver leveret.
- Jeg har savnet en mulighed for at kunne lave mere opfølgning på tingene. Det er muligt med vores nye bestillingsside, og som sagt kommer man af med anonymiteten. Man kan følge sin ordre, efterhånden som den bliver gennemført. Det er lidt som at følge en pakke, man har bestilt til levering i en almindelig webshop, siger Henrik Jacobsen.
hka