Længere ophold for praktikanter
Den 1. februar blev det muligt for unge udenlandske landbrugspraktikanter at være på et dansk landbrug i 18 måneder. Det meddeler LandboSyd.

Efter de regler, der hidtil har været gældende, kan en praktikant inden for det grønne område være i praktik i op til 12 måneder i Danmark. De nye regler gør det muligt at øge opholdet med et halvt år. Arkivfoto
Udlændinge- og Integrationsministeren har ændret Bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører, hvilket betyder, at udenlandske praktikanter fra 3. lande inden for det grønne område kan være i praktik i op til 18 måneder.
Det oplyser LandboSyd i en meddelelse.
Efter de regler der hidtil har været gældende, kan en praktikant inden for det grønne område være i praktik i op til 12 måneder i Danmark. De nye regler gør det muligt at øge opholdet med et halvt år, og det glæder Frida Søllingvraa, HR- og rekrutteringsrådgiver i ALT-HR under LandboSyd.
- Landbrug & Fødevarer har længe presset på for en forlængelse, da det giver god mening for alle parter. Landmændene kan arbejde mere langsigtet, og praktikanterne kan gå mere i dybden med faget. De kan dermed hente mere viden med fra Danmark, når de skal tilbage og arbejde eller være selvstændig i hjemlandet, siger Frida Søllingvraa.
Ændringen betyder, at ansøgninger nu vil blive behandlet efter de nye regler. Det gælder også, hvis ansøgningen er indgivet før den 1. februar, men fortsat er verserende. Hvis man ønsker at søge om ophold i 18 måneder, skal dette angives, og en gyldig kontrakt for hele opholdsperioden vedlægges.
De unge, der allerede har en opholdstilladelse og ønsker denne forlænget op til 18 måneder, kan ansøge om forlængelse. Ifølge LandboSyd, kan det tidligst ske tre måneder før udløb af den nuværende tilladelse.